Erfarer, at den polske science-fictionforfatter Stanislaw Lem er død. Og hvad har han så med madkultur at gøre, spørger man? Forklaring følger:
For cirka femten år siden havde Politiken en kronikkonkurrence om netop dansk madkultur. Mit bidrag – som i øvrigt aldrig blev sendt – tog udgangspunkt i den brun-sovs-og-kartofler kultur med meget få variationsmuligheder, der var den gængse i tiden efter 2. verdenskrig, og som jeg er vokset op i. Jeg efterlyste en ny og bredere madkultur.
Minderne om dengang Jan Krag Jakobsen i prime-time på monopol-tv skar en kødpølse uden tilsætningsstoffer over, så den bleje (sojamel)dejg flød ud over bordet sad stadig i mig. Jeg fik kødpølse som barn, og hadede det endda inden jeg så Jan i fjernsynet. For mig var kødpølse sindbilledet på dårlig industrimad.
Derfor brugte jeg Lems roman »Fremtidskongressen« til at udstille et skrækscenarie, hvor man kun kan få industrielt fremstillet mad – husker ikke ordret formuleringen, men på et tidspunkt bliver romanens hovedperson frataget sine drugs (Fremtidskongressen minder en del om den overhypede Matrix-trilogi) og ser den demaskerede gourmetrestaurant som det det i reliteten er: en række svinetrug, hvor nøgne, uciviliserede mennesker kæmper om en brun vælling.
I stedet for affald, maskeret som kvalitetsprodukter, efterlyste jeg at vi selv tog større ansvar for udviklingen – blandt andet ved at forlange bedre råvarer og ved insistere på at den opvoksende ungdom skulle lære mere om mad end de foregående generationer. Jeg syntes selv jeg var forud for min tid. Det var jeg vel egentlig også – det var før Claus Meyer kom på TV.
Vinderen af konkurrencen blev Bjarne Jacobsen. Han skrev nogenlunde det samme – blandt andet var det ham, der berigede min verden med den betegnelse, smørbønderne i sin tid gav svinene: Affaldstønden. Svinene åd affaldet fra den lukrative smørproduktion.
Så en polsk science-fictionforfatter har altså spillet en afgørende rolle for hvordan jeg opfatter mad – og hvorfor jeg ikke umiddelbart kan slippe min mistro til fødevareindustrien.
Både »Fremtidskongressen« og den bog, der senere kom ud af Bjarne Jacobsens kronik, »Du danske Mad«, med undertitlen »en madkultur i skyggen af 100 års eksportsucces«, kan i øvrigt stadig varmt anbefales.
Skriv et svar