Kunstigt kød

Flere medier har på det seneste skrevet om mulighederne for at opdyrke »kunstigt kød« – eller rettere, for at fremstille kødfibre ud fra stamceller. Fordelene ved kunstigt kød er først og fremmest miljømæssig – man undgår den ressourcebelastning, der er forbundet med landbrugsproduktion og samtidig er produktionen af kunstigt kød (når teknologien er færdigudviklet) billigere og mindre mandskabskrævende en produktion af »ægte kød«.

Nyheden medførte selvfølgelig forudsigelige reaktioner fra Landbrugsraadet – Peter Gæmelke gik i Børsen oven i købet så vidt som til at påstå, at det kunstige kød strider mod forbrugernes ønsker om at kunne se produkternes oprindelse.

Hvorvidt kunstigt kød overhovedet har en fremtid på markedet afhænger af flere ting – dels er der klart nok, som Gæmelke slår på, en ny trend, der hedder sporbarhed og storytelling. Derudover – og det er nok vigtigere for lysten til at købe kunstigt kød – er der en æstetisk dimension i det at tilberede et stykke ægte kød, som går tabt. Noget helt andet er det sensoriske – altså de forhold, der omfatter duft, smag og synsindtryk.

Ved forsøg i Holland har kvindelige forsøgspersoner (de er erfaringsmæssigt mere kræsne) vurderet, at kunstigt dyrket fiskekød lugtede behageligt – ifølge forsøgsbeskrivelsen var kødet paneret, stegt i olivenolie, dryppet med citronsaft og serveret med reven pecorino. Under de betingelser kan man servere stegt toiletpapir og få folk til at synes det er dejligt. Så efter min mening foreligger der endnu ingen beviser for kødets sensoriske kvaliteter.

Men æstetiske og sensoriske spørgsmål kommer nok ikke til at spille den store rolle her – i hvert fald ikke på længere sigt. Om det kunstige kød skal have en fremtid er nok mere et politisk spørsgmål. Og i en verden, hvor befolkningstallet er voldsomt stigende og hvor der ikke umiddelbart er nogen udsigt til at kødforbruget falder, er det selvfølgelig tvivlsomt, hvorvidt kødproduktionen som vi kender den kan holde trit med efterspørgslen.

Jeg kan sagtens forestille mig et scenario, hvor det »ægte kød« er forbeholdt købestærke kunder, mens mindre bemidlede forbrugere bliver – undskyld vitsen – spist af med kunstigt kød. Umiddelbart tror jeg ikke Gæmelke og kohorter har anledning til klynk i det scenario – især ikke da man jo hører, at bøndernes fortjeneste på kød er ufatteligt lav, og det flere gange er vist, at en produktion af højkvalitetskød (hvor elementer som bæredygtighed og dyrevelfærd indgår i kvalitetsvurderingen), vil kunne give større fortjeneste.

Men det er ikke umiddelbart et holdbart scenario, især ikke hvis det fører til en øget social lagdeling (stratificering), og dermed øget antal livsstilssygdomme i de socialt belastede befolkningsgrupper.

Man kan bla. spørge sig selv om de ernæringsmæssige aspekter ved det kunstige kød er tilstrækkeligt undersøgt – ved man for eksempel nok om hvordan sporstofferne i kødet reagerer i organismen: Er der fx endnu ukendte faktorer, der indvirker på biotilgængeligheden?

Det samme gør sig gældende for kødets fedtsyreprofil. I teorien er det muligt at lave kunstigt kød med en forbedret fedtsyreprofil, dvs med et øget indhold af umættede og flerumættede fedtsyrer – og det vil sikkert, i det omfang forsøgene fortsætter, blive brugt som argument i markedsføringen. Men i praksis er sammenhængen mellem fedtsyreprofil og livsstilssygdomme ikke tilstrækkeligt belyst – blandt andet fordi samspillet mellem de enkelte fedtsyrer i maden ikke er kendt.