Flere lokale grøntsager, tak!

Antioxidanter i kosttilskud er skadelige. Det var en af overskrifterne i medierne i sidste uge. Det viser sig, at antioxidanter i kosttilskud kan virke fremmende på de sygdomme, man i virkeligheden tror, man bekæmper, når man spiser kosttilskud. Det er Motions- og Ernæringsrådet, der har undersøgt virkningen af kosttilskud.

Rådet understreger, at antioxidanter i kosten ikke har nogen skadelig virkning, tværtimod: En del af de antioxidanter, vi får i kosten er vitaminer eller på anden måde vigtige mikronæringsstoffer – og kampagnen "6 om dagen" er derfor stadig lige aktuel.

Denne undersøgelse er interessant, især hvis vi sammenholder den med det faktum, at vores madvaner har ændret sig radikalt, så vi spiser betydeligt mere importeret frugt end før. Faktisk er størstedelen af den frugt og de grøntsager, de fleste har adgang til i supermarkederne, importerede.

Importerede grøntsager er der måske ved første øjekast ikke noget i vejen med. Men man bør stille spørgsmålstegn ved hvorvidt den lange opbevarings- og transporttid, måske kombineret med at grøntsagerne er plukket, før de er modne, kan bevirke, at indholdet af vitaminer og andre mikronæringsstoffer ikke er så højt som i friskplukkede, lokalt dyrkede frugter og grøntsager.

Det er måske ikke så meget et spørgsmål om at forske mere i at udvikle de bedst mulige dyrknings-, høst-, transport, lagrings- og produktionsmetoder, som et spørgsmål om at opfordre industri og detailhandel til at tage et medansvar for at få flere lokaltproducerede grøntsager i supermarkeder og hos grønthandlere – og opfordre myndighederne til at være med til at udvikle en kritisk sans hos forbrugerne.


Udgivet

i

af

Tags:

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *