Mad er menneskeværd

Den bedste nyhed i denne uge er, at de afviste asylansøgere i Avnstrup-lejren har fået lov til selv at købe og tilberede deres mad. DR beskriver, hvordan madpakkeordningen – den, hvor asylansøgerne fik udleveret en kasse med madvarer, som så skulle række en måned – er slået fejl, og siden hvordan man har etableret en kantineordning

Først viste det sig nemlig, at forældrene i lejren solgte maden i madkasserne – med det resultat at børnene sultede. Og nu har det så vist sig, at kantineordningen ikke motiverer de afviste asylansøgere til at rejse hjem: Går der længere tid, stresser det familierne, fordi de ikke kan samles alene om et måltid og snakke om dagens begivenheder, fortæller Jørgen Chemnitz, som er leder af Dansk Røde Kors asylafdeling ifølge DR.

Det kan formentlig ikke komme som en stor overraskelse for ret mange, at maden er noget af det, der er med til at definere livskvaliteten – og i denne situation er det ret åbenlyst: De afviste asylansøgere har ingen øvrige holdepunkter i tilværelsen, derfor er de nødt til at støtte sig til måltidet som social aktivitet.

Forhåbentlig vil denne forsøgsvise tilladelse til at lave mad blive givet videre til andre asylcentre i Danmark. I medierne har der nemlig været rædselseksempler nok på familier, hvor det især er børnene, der lider under forældrenes psykiske sygdom (ofte forårsaget af post-traumatisk stress-syndrom). At samles om mad og måltider kan være en vej tilbage til normaliteten for disse familier.


Udgivet

i

af

Tags:

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *