Mad på nettet

Når et firma som CNET kaster penge ind i at opbygge en hjemmeside om mad, der skal tage kampen op med veletablerede sites som allrecipes.com og foodnetwork.com, er det selvfølgelig ikke for sjov. Det er fordi, CNET mener, det kan betale sig. Og så måske fordi, der i USA er en større interesse for mad, end her til lands.

Giver man sig i kast med at undersøge de sites, der findes om mad (og madkultur) her til lands, kommer man frem til en lidt sørgelig kendsgerning: Der er meget få hjemmesider, hvor der sker en reel udveksling af viden om mad. Et af de få steder, hvor man faktisk finder opskrifter og et forum, der er nødvendigt for en sådan udveksling af viden, er hos Eniro, som takket være deres opkøb af Scandinavia Online i dag sidder med rettighederne til det, der i 1997 startede som Mortens Opskriftssamling.

Mortens opskriftssamling rummer mere end 5000 opskrifter (ifølge Eniros egen optælling). Til sammenligning rummer et af mine favorit-opskriftsteder, fooddownunder.com mere end 200.000 opskrifter. Og søger man gode tips og viden om mad i eniros forum vil man ofte blive lidt skuffet: Debatniveauet er meget varierende, og det er tydeligt, at dem, der søger viden om mad på forummet i høj grad er »begyndere« i et køkken – som ikke får den hjælp, de reelt har brug for.

Vi debatterer simpelt hen ikke mad i Danmark – der er ingen tradition for det. Hans Boll-Johansen indleder sin bog »Ved Bordet«, hvori han sammenligner madkulturerne i Danmark og Frankrig, med betragtningen: Mad er ikke noget, man snakker om.

Meget ofte er begynderne derfor henvist til de sites, der er drevet af firmaer og organisationer – fx Danish Meat Associations svinegodt.dk eller siomelet.dk, Arlas opskrifter på arla.dk eller karolines kogebog.

I virkeligheden er der her tale om en tendens, der er blevet meget udbredt, i takt med at vores fælles viden om mad er forsvundet. Bo Jacobsen fra Restaurationen siger det så tit han kan komme til det: Det tager ikke mere end et par generationer, før vi har ødelagt vores fælles madkultur, og vi har ikke længere et fælles sprog og fælles ordforråd, så vi kan diskutere maden på et seriøst plan. 

Det, der så sker, er blevet beskrevet af professor Tim Lang fra London City University som at den videnoverførsel, der før skete fra generation til generation, i dag er lagt i hænderne på fødevarevirksomheder og brancheorganisationer – som først og fremmest overfører deres viden via brochurer på salgsstederne, dvs i supermarkederne, og, ser vi nu, i anden omgang på websites.

Tim Lang hævder, at de mennesker, der først bliver ofre for denne bølge, er dem, der ikke har ressourcerne til at købe, endsige fortolke og bruge opskrifterne i en decideret kogebog, men lettere kan forholde sig til et hæfte, der måske bliver udleveret sammen med en »sampak« med alle de nødvendige råvarer og halvfabrikata, der skal anvendes til en ret.

Men det rummer i sig selv en række mere eller mindre tydelige farer:

• For det første er der en risiko for at dem, der lærer madlavning på den måde, ikke finder ud af at der faktisk er forskel på inderlår og inderlår – og at der kan tænkes forskellige kvaliteter.
• For det andet risikerer vi, at de variationer i madforbruget, der faktisk er vigtige for vores sundhed går fløjten – især hvis virksomhederne udnytter uvidenheden i markedsføringsøjemed og massivt lancerer nye produkter.

Heldigvis ser det ud til, at organisationer og virksomheder har pålagt sig selv nogle nye, etiske standarder – halvfjerdsernes og firsernes ensidige kampagner for at få os til at spise mere oksekød, mere svinekød eller flere kyllinger er erstattet af en mere nuanceret tilgang til emnet. Eller måske skyldes det bare sammenlægningen i Danish Meat Association: Producenterne tør ikke konkurrere så massivt. Det kan selvfølgelig også skyldes, at det er mig, der køber ind på en anden måde, så jeg er blevet blind for brochuren i supermarkedet.

Der mangler altså et seriøst forum, hvor det ikke er kommercielle interesser, der styrer debatten om mad, hvor der er plads til begynderen såvel som den mere professionelle på madområdet – og hvor vi kan tage fat på at opbygge et fælles ordforråd og en fælles forståelse af hvad der er kvalitet og hvad der ikke er. Med tiden udvikler madkultur.dk sig forhåbentlig i den retning.

*) Varierende debatniveau: Spørgsmålet »Hvilken is har du lyst til lige nu« blev fx besvaret med »Du må gerne smage min sommerstang« … og stiller man spørgsmål om det mellemøstlige køkken, er svinehundene lynhurtigt på banen med en nedværdigende kommentar.