Der findes ikke noget værre, end restauranter med for høj og larmende musik til maden – særlig hvis det er reklamefinansieret radio, hvor musikken afbrydes i tide og utide og hvor speakerne som regel ikke formår at få stemmen under 100dB. Men mens man laver mad må musikken gerne være høj – og den skal, synes jeg, have en rytme, der holder en i gang.
[advarsel: resten af denne post har øjensynligt ikke noget med mad at gøre – og dog – hvis man er lidt følsom, hænger mad, musik og andet håndværk sammen, og man formår at finde nydelse i mere en en af tingene].
Jeg kom til at tænke på balladen, der opstod da macho-kokken Anthony Bourdain skrev i sin selvbiograf, Kitchen Confidential, at for ham var det en dødssynd, hvis nogen spillede Billy Joels Uptown Girl i køkkenet. Jeg vil sige, at det nok kommer an på hvor travlt det er – hvis der er travlt nok, opdager man vel ikke, at der bliver spillet Joel – men generelt vil jeg give Bourdain ret – Ramones er bedre. Døm selv:
Hvis jeg personligt skal komme med et par forslag til musik, der kan bruges i køkkenet, vil jeg få det svært. Som mine venner vil vide, har jeg en svaghed for amerikansk musik:
… så Violent Femmes er klart på listen med deres – tja, man kan vel kalde det busker-punk. De har såmænd leveret soundtrack of my life de sidste godt tyve år.
Der hører også moderne blues med til en ordentlig madlavningssession. Og ingen leverer varen bedre end det gode gamle bøfhjerte:
– Captain Beefheart, for de uindviede. Eller for den sags skyld hans elev, Tom Waits:
Skal vi, nu vi er i gang ad det spor, lige snuppe et enkelt hit fra Tom Waits producer på flere plader, T-Bone Burnett:
Altså … med andre ord: Musik, der har tempo og rytme. Jazz. Rock. Men ikke klassisk og ikke techno (af den ambiente slags).
Nå ja! Jeg lovede, at I fik lov at dømme selv – så her er Uptown Girl:
Hvis det pseudoheteromøg blev sat på i mit køkken, garanterer jeg heller ikke for, at der ikke var nogen, der blev strittet ud på hæl og røv …
Skriv et svar