De gratis pangasius-fileter, som jeg omtalte i forrige indlæg, er en del af en kampagne, der skal få os til at spise mere fisk. Men hvorfor er det egentlig vi spiser så forholdsvis lidt fisk? Vi bor jo trods alt i et land, der har en af verdens længste kyststrækninger, og man skal ikke have set ret meget børnefjernsyn før man har set en auktionarius eller billeder af bugnende kasser på Københavns fisketorv: Så sent som i går viste nyhederne billeder fra regentparrets besøg på fiskeauktionen i Hirtshals.
Her til lands er der reelt set ikke mange muligheder for at købe frisk fisk, med mindre man bor i en kyst- eller storby. Udenfor disse byer findes der stort set ingen fiskehandlere, og folk der er henvist til frossen fisk – måske endda kun i form af færdigretter, som i Børsens bedømmelse gennemgående blev vurderet til at være af dårlig kvalitet. Det synes at være en bedre forretning at køre fisken over mange landegrænser til lande, hvor forbrugerne, gerne vil betale for den, end det er at køre den lige hen om hjørnet, så vi alle kan få del i den.
De eneste muligheder for at få frisk fisk uden for storbyer og havnebyer er de pakker fra Norfood, der fås i mange almindelige supermarkeder – men ikke i alle. Det drejer sig typisk om fileter af laks, sej eller fladfisk eller fars af sej, der er pakket i beskyttet atmosfære og udstillet ved siden af kødprodukterne. Desværre lider pakkerne lidt for tit af det, der i fagsproget kaldes ”snug-down”: Plasticen over pakken er suget ned mod indholdet – et tegn på at pakken har stået i kølemontren et stykke tid, og et tegn, der muligvis kan afskrække nogen.
Jeg vil gerne påtage mig at pege på et par faktorer, der har betydning på forbruget af fisk: Den første faktor er at priserne på fisk forekommer mange at være for høje. Fisk er i virkeligheden ikke dyrere end godt kød – som i øvrigt også er for dyrt for mange almindelige forbrugere. En af medårsagerne til fedmeepidemien og den dårlige folkesundhed vil jeg provokerende sige er, at der er mange mennesker, der ikke har råd til at købe ordentlig mad, men er henvist til de billigste fødevarer, som overvejende består af fedt, sukker og luft.
Den anden faktor er, at der er rigtig mange der, ikke ved, hvordan man tilbereder fisk og slet ikke tør gå i gang med projektet, fordi deres forældre aldrig har lært dem det, eller fordi de aldrig har lært det i skolen. Det er derfor min teori, at fiskespisning er socialt og kulturelt betinget: Fisk har udviklet sig til at være en spise for folk med overskud, både økonomisk og kulturelt.
Der er, som Minna og Gunnar siger, ingen ben i at spise fisk. Der er slet ingen ben i pangasius-fileter. Der er heller ikke megen smag. Og det er fordi der er nogen, der tror på at man kan få os sløve forbrugere til at spise mere fisk, der står en dame i ISO og uddeler frosne fiskefileter, der, ret beset, ikke byder på større tilberedningsmæssig eller gastronomisk udfordring end en gennemsnits-medisterpølse.
I min barndom var der en ”rullende fiskehandler”: En gang om ugen kom der en vogn med fisk fra nærmeste havneby. Derfor fik vi i mit barndomshjem fisk en gang om ugen. At udvalget så var de tre klassiske – torsk, fladfisk og sild, suppleret med røgvarer og måske en enkelt ål, når der rigtig skulle slås til Søren – betyder mindre. Fisken var der, og den var frisk.
Ville det ikke være oplagt, som et led i en fiskespisningskampagne, at give hjem-is bilen kamp til stregen med rullende fiskeboder med alt godt fra havet? Jeg er ret sikker på, der er mange af de fiskehandlere, der har måttet dreje nøglen om i de senere år, der gerne ville være med. Det ville i hvert fald være en bedre og på langt sigt måske endda mere nyttebringende måde at lære os at spise mere fisk end ved at uddele fiskefileter med statsstøtte.
Skriv et svar