Mad og madlavning har en meget stor fascinationskraft – og det visuelle er meget vigtigt. Jeg tror det er grunden til at TV-køkken-udsendelser har fået så stor popularitet efter farvefjernsynet er blevet folkeeje – i både USA og England har man faktisk kanaler, der udelukkende sender madfjernsyn (Food Network, BBC Food / UKTV Food).
Nogle af programmerne finder vej til Danmark og danske kanaler. Personligt synes jeg let man får nok af udsendelser om hvordan man laver mad. Programmerne må gerne have noget mere – jeg mener, at godt madfjernsyn, er fjernsyn, der stimulerer til at tænke over sammenhængene mellem den mad jeg spiser og det samfund, jeg lever i. Og det er faktisk de færreste deciderede madprogrammer, der formår det til fulde.
For tiden kører DR2 som et led i den uendelige serie med den svenske TV-kok Tina Nordström, en programrække, hvor hun kører rundt i Sverige i minibus. Bevares, hun er da meget sød at se på, men jeg synes ikke den mad hun laver, har særlig meget spræl. Det, der måske irriterer mig allermest, er at der er så lidt fokus på egnskøkkenerne – hun laver relativt almindelige, internationale retter til svenske typer.
En pendant til Tinas serie er den engelske serie om Rick Steins Food Heroes, som også er blevet vist på DR2 og kører i heavy rotation på BBC Prime. Her er tale om programmer, der ikke lægger skjul på, at det er meningen at vække interesse for de lokale specialiteter og få seerne til at lave mad med udgangspunkt i lokalproducerede råvarer. Og det synes jeg faktisk bør prioriteres højere i nutidens madprogrammer.
Måske er det i virkeligheden sådan, at gode madprogrammer er programmer, der handler om økonomi og politik? Et godt eksempel er Jamie Oliver, som jeg personligt ikke finder synderlig interessant som kok – men som i kraft af sin popularitet har fået en gennemslagskraft, han har brugt til at forårsage en mindre revolution i det engelske skolekøkken. Den revolution blev glimrende dækket i en serie, som er blevet vist på det anderswo ret ligegyldige TVDanmark (nu Kanal 5).
Om revolutionen bærer frugt vil vise sig – men det har affødt interessante og betænkelige modreaktioner, for eksempel fra mødregrupper, der smugler junk food ind på skolerne, blandt andet i protest mod at blive kaldt tossers (bedst dækkende danske ord er vel tyndpissere) af Oliver i The Guardian.
Går man til andre yderligheder, har DR2s Udefra med mellemrum vist interessante programmer med relevans for forståelsen af vores madkultur – senest et program om det internationale kyllingemarked: Der blev i udsendelsen vist groteske eksempler på hvordan det kyllinge-affald, der før kogalskaben blev givet til kvæget i dag bliver solgt til dumpingpriser på det afrikanske marked, med det resultat, at de kyllingefarmere, vi selv har støttet gennem u-landsbistanden, og som har investeret i moderne produktionsudstyr, tvinges ud i fornyet fattigdom og gæld.
Et tip til andre, der har det ligesom jeg – og som har en fællesantenne eller kabel-TV: I aften (torsdag den 19. oktober) starter en udsendelsesrække om produktionsdyr på ARD. Serien kører over tre udsendelser, og har fællestitlen Ware Tier. De tre afsnit har undertitlerne: Auf der Suche nach dem glücklichen Huhn, Auf der Suche nach munteren Kühen und Schweinen og Auf der Suche nach dem frischen Fisch.
Og så et tip til dem, der ikke kan tage tysk TV – på søndag vender Mik Schack tilbage med sin Hjemmeservice. Han har desværre den uskik at rakke lidt ned på forbrugerne – som han beskylder for at gå efter de billigste produkter og være ligeglade med hvad de putter i munden. Og dermed risikerer han at støde nogle mennesker fra sig – måske desværre dem, der kunne have mest nytte af programmer, der faktisk med jævne mellemrum går i dybden med vores mad.
Min pointe er, at programmer, der har fokus på politiske og økonomiske aspekter af vores madkultur for mig er mere interessante end for the umpteenth time at skulle se, hvordan man udbener en laks. Men samtidig savner jeg at se en viden om basal madlavning reflekteret i vores samfund.
Derfor er der måske også publikum til programmer, der går lidt mere i detaljer med råvarer, kvalitet og tilberedning, fx hvordan man ser forskel på godt og dårlig kød, og hvordan man tilbereder forskellige udskæringer. Det ville også give forhandlere og producenter af dårlige varer og fantasiløse produkter lidt mere, hårdt tiltrængt, modspil.
Skriv et svar