Det lader til at tidens hotte navn er Verner Møller, idrætsprofessoren fra Århus Universitet. I sin nye bog, Det Gyldne Fedt, mener han at overvægt og fedmeepidemi er tegn på at vi lever i et overflodssamfund, men har svært ved at vænne os til det. Vi køber stadig billige fødevarer på tilbud og spiser os halvt ihjel.
Overvægt som sådan har tidligere været forbundet med status. For ikke mange år siden måtte man gerne være kraftig, det signalerede at man havde råd til store mængder af mad og ikke behøvede at arbejde fysisk. En del af det, man kan kalde det moderne projekt, som omfatter regulering og kontrol af alle livets forhold, er at normalitets- og sundhedsbegrebet er udvidet til også at omfatte kropsvægt.
Det er det samme fænomen som solbrændthed – fra min barndom på landet (i sidste halvdel af forrige århundrede) husker jeg stadig ældre naboer, der hakkede roer, indhyllet i tykke frakker og tørklæder for at undgå solens brunende stråler: Ikke fordi de troede, de kunne narre nogen til at tro, de havde folk til at gå i roerne – men det var blevet tradition.
I moderne samfund, orienteret efter oplysningstidens verdensanskuelse, er fedme forbundet med manglende selvkontrol – og det betragtes som et statussymbol at have et body mass index på mellem 20 og 25 – og som socialt stigmatiserende at ligge over.
Tendensen er klar i USA, som er fedmeepidemiens moderland. Det er de fattige i USAs sydstater, især de sorte og latinamerikanerne, der lider under fedmeepidemien. Men vi ser det også herhjemme – som Verner Møller siger i Weekendavisen er dem, der virkelig bruger hovedet (i.e. de højtuddannede) sjældent fede. Uden at han dog dermed mener man kan sætte direkte lighedstegn mellem fedme og dumhed.
Årsagerne til at fedmeproblemet er så socialt skævt, som det er, er lidt mere komplekse. En del af årsagen ligger i at der er en tilbøjelighed til at opfatte reklameskræp som Trestjernet, Guld eller King Size som synonyme med Af høj kvalitet. Det gælder især, hvis man ikke har forudsætningerne for at sætte sig ind i hvad varen i virkeligheden indeholder (trestjernet salami har eksempelvis et fedtindhold på 45%, hvilket er betydeligt mere end en traditionel, rigtig, salami, som til gengæld er noget dyrere i indkøb.
Verner Møller foreslog en minimumpris på fødevarer, så fx al salami, uanset kvalitet, bør koste 150 kroner kiloet. Så vil forbrugerne helt automatisk begynde at vælge den rigtige kvalitet – men det er nok lidt for optimistisk. Der er mange forbrugere, der ikke har særlig mange penge at rutte med, og der er nok snarere en sammenhæng mellem det og så evnen til at gennemskue komplekse varedeklarationer og relationerne mellem pris og kvalitet. Lidt groft sagt: Hvis man ikke har mange penge mellem hænderne, vil man prioritere sine indkøb anderledes, og muligvis tro, madvarer med højt indhold af fedt, sukker, salt og luft er et godt køb.
Forfatteren og landmanden Stan Cox har undersøgt forholdet mellem priser og lønninger i USA. I en artikel i AlterNet fortæller han, at de ansatte i amerikanske supermarkeder ikke får løn til at købe mad i det supermarked, de er ansat i – og det gælder både i et upscale-supermarked som Whole Foods og i en relativt billig kæde som Wal-Mart:
Our Wal-Mart cashier could not satisfy such a bare-survival budget even if she worked 40 hours per week, more hours than a typical Wal-Mart workweek. And as you might expect, in trying to keep the family within such a budget, I condemned them to an array of foods that were boring, unappealing, and not very nutritious — and produced in ways that most customers would prefer not to know about.
Hvordan mon det ser ud for vores gennemsnitlige ansatte i Dansk Supermarkeds kasselinie – med en månedsløn på 16-17.000 kroner? Vælger han eller hun den økologiske salami til 200 kroner kiloet eller den trestjernede til 50 kroner kiloet, når der skal mad på bordet? Og ville han eller hun få bedre kvalitetssans hvis den trestjernede kom til at koste 200 kroner kiloet?
Løsningen er nok snarere at sikre, at der er gode, sunde fødevarer til rådighed til priser, som alle kan overkomme. Et af midlerne kunne være indførelse af differentieret moms – men det er igen kun en symptombehandling. Man må gribe til nældens rod: Den måde, vi i dag opfatter vores mad – både i produktions- og forbrugsleddet – er den, der blev grundlagt i begyndelsen af industrialiseringen.
Hovedproblemet var at skaffe hurtige kalorier til relativt hårdt fysisk arbejdende mennesker i industrien. Og løsningen var: Simple kulhydrater (sukker, hvidt brød), melbaserede sovse, og kartofler med store mængder kød. Det står i grel modsætning til det grove brød, kålen og grøden og de små mængder kød og i øvrigt et næsten totalt fravær af sovse som vi kender dem i dag, der var fundamentet i landbokulturen.
Jeg er klar over, at jeg nu vil blive beskyldt for at være nostalgiker – for vi får ikke landbokulturen tilbage. Og det er sådan set heller ikke det, jeg er ude efter. Men jeg så gerne, at man begyndte på en ny form for berigelse af fødevarer – frem for at fokusere på pris, mængde og sikkerhed, skulle man fokusere på kvalitet, og måske få ryddet lidt op,
Som en af mine venner sïger, kunne man med sindsro forbyde de nederste tre priskategorier i supermarkederne – hun mener de er så dybt underlødige, at det faktisk er dem, der er med til at skabe fedmeepidemien og de mange ledsagende livsstilssygdomme.
Det paradoksale er jo at der er et stadigt voksende antal overvægtige og fede, og at antallet ikke bliver mindre selv om der er et hav af fedtreducerede og light-produkter på markedet. Disse produkter har jo samme virkning som skodbollen fra McD: De har kalorier nok, men de mætter ikke vores sanser og vi spiser mere end vi rent biologisk har brug for.
Og så er der et fornyet marked for fupkure og velmenende kostråd, som mange kender, men ingen følger i virkeligheden. Og det er en god forretning!
Paradoksalt nok er det mange af de samme mennesker, der lever af at fremsætte kostråd, som tjener penge på mere eller mindre virkningsløse slankepræparater – fx står Søren Toubro, som tidligere er blevet nævnt i forbindelse med nogle politisk ukorrekte løsningsforslag han har lavet til fagbladet Ingeniøren og kolleger bag produkter som Speasy og det nu forbudte Letigen.
Verner Møller fremsatte i gårsdagens Deadline 2. sektion (søndag den 22. oktober) nogenlunde de samme pointer, som dem, den amerikanske advokat Paul Campos fremsatte i bogen The Obesity Myth fra 2004:
The weight loss industry exploits cultural anxieties about fat to sell its customers products that dont work, over and over again, by convincing those customers that it is they who are defective. The failure of these products is ascribed to the moral weakness of those who purchase them, thus allowing the cycle to go on indefinitely.
Og med det i bakspejlet er det måske på tide at vende bøtten, og se på faktiske årsager forbundet med fedme – for eksempel ved at parafrasere Alexandre Dumas gamle replik til Cherchez largent og for det første sikre gode, billige fødevarer, for det andet sørge for, at der bliver undervist i madkultur og madforståelse og for det tredje fjerne det økonomiske grundlag for at holde den onde cirkel i gang, fx ved at brandbeskatte produktionen af underlødig mad.
Skriv et svar