En af de oprindelige ædedolke er død. Han døde 23. november sidste år – så derfor er denne efterskrift lidt forsinket. Men jeg har ikke selv bemærket dødsfaldet i danske medier. Jeg opdagede det faktisk først, da Matthew Fort gjorde status over 2006 i The Guardians madtillæg.
Ædedolken er i virkeligheden død for længst. Den fiktive figur Philippe døde som den sidste af de fire herrer i Marco Ferreris La Grande Bouffe i 1973. Han sank stille sammen mens skolelærerinden Andrea madede ham med store, blævrende, lyserøde buddinger, formet som groteske kvindebryster. Imens bærer slagterne kød ind, som de efterlader i haven, til hundene, der allerede er begyndt at flokkes.
Og nu er det altså skuespilleren, Philippe Noiret (f. 1930), der er død. De få, danske medier, der har nævnt dødsfaldet i mere end notitsform, brugte betegnelsen en fransk pendant til Ib Schønberg – og det er nok sandt. De formåede begge at fylde lærredet selv i mindre roller (og nej, det har ikke noget med kropsbygning at gøre) og ingen af dem var bange for at jonglere med talentet.
Ib Schønberg kunne både spille Far til Fire og direktør på deroute i Cafe Paradis. Og Noiret kunne både medvirke i feel good-film som Cinema Paradiso og deciderede feel bad-film som altså La Grande Bouffe.
For dem, der ikke har set La Grande Bouffe – på dansk Det store Ædegilde – handler den om fire herrer, der lukker sig inde i en villa for at æde sig ihjel. Og det lykkes. Det er faktisk alt, hvad der findes af handling i filmen.
Filmen indledes med en beskrivelse af deres almindelige, borgerlige liv – og slutter med deres ikke helt almindelige død. Den ene fryser ihjel i sin bil, den anden skider sig ihjel (undskyld ordvalget, men det er det, han gør), den tredje bliver kvalt i sin egen pure – og den fjerde (Philippe Noiret) dør af bryst-budding.
Som mange af de mest interessante, europæiske film fra halvfjerdserne er det selvfølgelig en politisk kommentar. Jeg har altid selv set den som en metafor over det vestlige samfunds overforbrug: Vi æder os ihjel, mens resten af verden (hundene) blot venter på at komme til.
Den kan også ses som en parodi på det borgerlige samfund, som både de fire herrer, det køkken, de æder sig ihjel i og det hus, de gør det i, er et produkt af.
Og i denne sammenhæng kan oprøret forstås som et personligt statement: De fire herrers oprør er en slags kvalme – de indledende scener fortæller at de udfører deres hverv som hhv. pilot, tv-producer, restauratør og dommer med mere end ualmindelig distanceret rutine.
Som et lille genialt træk optræder hovedpersonerne under deres rigtige navne: Marcello (Maestroïanni), Michel (Piccoli), Ugo (Tognazzi) og Philippe (Noiret). Det giver en verfremdung som gør filmen ekstra svær at fange. Men man kan ikke andet end lade sig suge ind i den.
Man skal som nutidig seer huske, at filmen, der fik premiere i 1973, kom lige i kølvandet på Biafra-krisen. Biafra-provinsen forsøgte i tresserne at løsrive sig fra Nigeria, som reagerede med blokade og udsultning. Det var første gang, den måbende verden stiftede bekendtskab med dyb, dyb hungersnød via tv-mediet.
Måske derfor blev filmen en af den tids hade-film: Marco Ferreri udstillede det vestlige samfunds overforbrug i en dybt karikeret grad, som på de fleste virkede provokerende. Og Philippe Noiret havde guts til at lege med.
Skriv et svar