I 1950erne var New Orleans hovedstaden for den amerikanske bananimport. I New Orleans lå der dengang en restaurant, der hed Brennans. Kokken, Paul Blange, skabte denne banandessert og opkaldte den efter en stamkunde: Richard Foster – som ejede The Foster Awning Company (som altså solgte markiser). Foster og restauratøren, Owen Brennan, sad sammen i det udvalg, der skulle finde løsninger på den overvældende kriminalitet i The French Quarter og var i øvrigt gode venner.
Det siges, at der på højden blev tilberedt Bananas Foster af 17 tons bananer om året på Brennans. Hvordan det står til i dag, hvor New Orleans efter stormfloden ifølge nogle er blevet et symbol på amerikansk fejlprioritering og under alle omstændigheder igen hjemsted for forbrydelse og racisme, vides ikke. Nogen kalder det den bedste dessert i verden – det ved jeg ikke, men jeg ved, at desserten fremkalder nye sider af bananerne. Næste gang, der kommer en båd med bananer, kan du jo selv prøve:
- Bananer (4-6, afhængigt af størrelsen)
- Brunt sukker (et par spsk)
- Smør (et par spsk)
- Rom (et par spsk)
- Evt. kanel (en tsk)
- Vanilleis
Fremgangsmåden er som brunede kartofler: Smelt det brune sukker i en pande, tilsæt smørret. Når det er karamelliseret tilsættes bananerne (uden pyjamas) og vendes godt rundt. Varm rommen op i en potageske eller lille gryde, sæt ild til og hæld det over bananerne.
Man skal altid høre musik, når man flamberer – Anthony Bourdain foretrak som bekendt i en hommage til Apocalypse now at høre Walkürenritt – vi holdt os til Hank Williams barnebarn, Hank Williams III. Server over vanilleis. Dertil drak vi Ølfabrikkens Kaffeporter. En øl, der trods alt ikke helt kunne matche dessertens nuancer.
Skriv et svar