Ernæringsdebat fra forrige årtusind

I en antikvarboghandel fandt jeg en fin lille sag fra 1935, Johanne Christiansens Mad er Mandens Kraft. Det vakte selvfølgelig min nysgerrighed. Bogen er et indlæg i en ernæringsdebat, og især rettet mod datidens anden, store ernæringspioner, Mikkel Hindhede.

Desuden er bogen et fint indblik i en tid, da det ikke var fedme, der var det store debatemne – men en helt anden type fejlernæring. Og måske er årsagerne i virkeligheden det samme: Vi spiser mad, der er for billig, og får derfor den forkerte ernæring.

Hindhede prædikede en nærmest vegetarisk kost med meget lidt kød og protein i det hele taget – herunder også ganske få mælkeprodukter. Og Johanne Christiansen rasede. Hun havde især et hjerte for de fattigste landarbejdere, de indsatte i fængslerne og de syge.

Her så hun sygdom, som vi i dag ved har en sammenhæng med vitaminmangel. Hun var især interesseret i de mange tilfælde af engelsk syge (rachitis), natteblindhed og andre sygdomme, der er relateret til mangel på vitaminer og næringsstoffer. Og hun så, at mangelen på næringsstoffer gav mindre modstandskraft over for fx tuberkulose.

Hun var ikke sen til at påpege årsagerne: På det tidspunkt eksporterede vi alle A-vitaminholdige produkter (læs: smør, oksekød) og spiste selv margarine. Der er en interessant gennemgang sammenhængen mellem smøreksport og øjentørsot omkring 1. verdenskrig. Øjentørsot er en øjensygdom, der udtørrer hornhinden og fører til blindhed, og som skyldes A-vitaminmangel.

For blot 100 år siden var den forholdsvis almindelig i Danmark. Johanne Christensen skyder skylden på margarinen og vores generelle uvidenhed om vitaminernes betydning. Tabellen her er meget illustrativ:

Grunden til at der er færre tilfælde af øjentørsot i 1918 og 1919 er at u-bådskrigen i de år forhindrede smøreksporten til England. Derfor blev smørret rationeret i Danmark – så alle fik adgang til at købe 250 g billigt smør pr uge.  

Bogen rummer selvfølgelig nogle tidstypiske flovser, fx skriver hun allerede i indledninge, at »alle vel er enige om, at Kulturen aftager ret stærkt, naar man drager fra Vest til Øst«, men mod slutningen af bogen er der uhyre interessante betragtninger, der fortjener at gentages for tit. Johanne er nemlig en varm fortaler for at vi bruger flere penge på mad, og skriver:

I gamle Dage, da man levede af, hvad man selv fangede i Hav og i Skov og dyrkede i Have og paa Mark, da var det nemmere. Nu derimod maa man passe godt paa, at ikke Industrialisme og Eksport skal tage Magten, saa at Kosten domineres af, hvad der er billigt (Margarine f.Eks.) og hvad der taaler Transport bedst (hvidt Mel, Sukker, Kaffe og Te f.Eks.) og ikke af hvad der er sundt.

Note: Øjentørsot findes ikke længere her til lands, men er meget almindelig i Afrika. Den kan ikke, som visse skingre GMO-tilhængere har hævdet, kureres med gyldne ris, der er modificeret så de danner ekstra A-vitamin. A-vitamin er fedtopløseligt, og i de lande, hvor øjentørsotten hærger, spiser man ikke ret store mængder fedtstof, der kan hjælpe vitaminerne på vej.

Johanne Christiansen: Mad er Mandens Kraft, Gyldendalske Boghandel – Nordisk Forlag, København 1935