Denne ret kan laves med spinat, eller, som jeg gjorde her, med bladbede. Retten findes i mange varianter rundt om middelhavet. En populær ret i Mellemøsten er fx en tagine med bladbede og kikærter. Den kan spises som tilbehør eller stå alene med et stykke brød.
Varm olie op i en gryde, hak et mellemstort løg, tre-fire fed hvidløg og tre-fire ansjosfileter (af de italienske i olie – ikke de sure brislinger, der passerer for ansjos hertillands) og sauter det i olien.
Tilsæt 300 g kikærter, 300 gram bladbede (ikke de groveste stilke – jeg brugte toppen af to store beder, som jeg skar i strimler) og tre flåede tomater.
Lad det koge til grøntsagerne er møre og det hele er møffet sammen. Server det med revet ost, hvis du synes.
Skriv et svar