SticksnSushi

Jeg er en novice udi sushi-spisning. Første gang jeg fik det, er fireethalvt år siden – på St. Marks Place i New York. Anden gang var i går. Hos SticksnSushi på Nansensgade, København. Jeg ved ikke hvorfor – jeg kan godt lide det, men måske er det bare en medfødt mistro: Det er jo rå fisk? Det er jo en forret! Man bliver jo ikke mæt af rå fisk!

Det kan man altså godt – blive mæt altså. Sticksnsushi er afgjort stedet for de unge og hippe i det, AIM ville betegne et "blågrønt segment" (som også jeg altså tilhører, selv om ungdommen nok kan diskuteres).

Design og global, social bevidsthed er i toppen: Det Røde Kors-samarbejde, restauranten reklamerer med, går igen i stabens påklædning. Og retterne hedder ikke de traditionelle, japanske navne – men har fået fantasifulde navne som Blandede følelser, Adam og Eva, Onassis (den dyreste menu) osv. Der er god økonomi – faktisk kan man sige pladsen ved første øjekast virker ret trang, men vi klemte os ind.

Jeg fik en Blandede følelser – et udvalg af nigiri (sushi med tun, laks og reje), futomaki (ruller med tang yderst) og uromaki (ruller med risen yderst). Dertil soya (fra en kande på bordet), syltet ingefær og wasabipure. Rullerne var som de skal være – risen var fast og fisken frisk.

Ud over fisken var der et udvalg af kødretter – små ruller af bacon og asparges (det lignede mini-spareribs på pind – en yderst fantasifuld anretning), to krydrede kyllingekødboller og en lille lammekotelet med kryddersmør (man sad og følte sig helt vestlig). Dertil en japansk kartoffelsalat med kartofler og gulerødder, i dressing af creme fraiche med mayonnaise, pyntet med purløg.

Til maden fik vi hhv. japansk øl og pale ale fra Herslev (mit valg – jeg har ikke meget til overs for asiatisk øl, det kommer sjældent videre end tynd pilsner, og asiatisk mad, også sushi, lægger meget tit op til fastere følgeskab). Betjeningen var effektiv – stedet er afgjort et sted, der egner sig til det hurtige aftensmåltid. Og at der var fyldt til randen på en almindelig, sjasket tirsdag, borger for kvaliteten.

Der var, som vores i skrivende stund endu siddende statsminister Anders F. siger, ikke noget at komme efter. Og dog: Wasabi-pureen var noget fast i kødet – betydelig fastere end den man sædvanligvis køber på tube. Det betød, at den ikke kunne røres ud i sojaen – og dertil smagte den lidt "støvet". Den er formentlig pulverbaseret – men det er ok, så skal der bare lidt mere væske i efter min smag.

Man kan iøvrigt – så vidt jeg er orienteret – ikke få ægte wasabi i Danmark – det, man køber herhjemme er peberrod, som er farvet med gul og grøn levnedsmiddelfarve og tilsmagt med citronsyre (hvis man skal købe peberrod, er det faktisk en af de bedste måder at gøre det på).

Wasabi er en plante, der vokser ved rindende vand – og en af grundene til at den ikke fås i vores del af verden, er at den meget hurtigt mister smagen. Måske er en af grundene til at SnS i den bedste mening vælger pulverwasabi, at den faktisk indeholder en smule ægte wasabi – som altså selvfølgelig er fordampet forlængst.