Kloner, altså dyr, der er genetisk ens, er et buzz-word på den anden side af dammen. FDA, den amerikanske fødevarestyrelse har forsynet mælk og kød fra kloner med prædikatet (nogen kalder det et gummistempel) GRAS – Generally Recognized as Safe. Nu er klon-debatten og de klonede fødevarer for alvor på vej hertil: Europakommissionen har bedt det europæiske fødevaresikkerhedsagentur, EFSA, om at vurdere sikkerheden i klonede fødevarer. Hvis EFSA vurderer at klonede fødevarer er sikre, kan vi have dem på hylderne allerede næste år.
Mit gæt er at det går med kloner præcis som det er gået med genmodifikation. Der vil være modstand – i USA er 61% af alle forbrugere mod klonede fødevarer. Bl.a. derfor skal fødevarer fra klonede dyr mærkes. Det bliver, så vidt jeg kan se i min krystalkugle, også tilfældet herhjemme.
Efter min mening skal vi være præcis lige så kritiske over for klonede dyr som vi skal være over for genteknologien. Og vi skal være det af præcis de samme grunde: Ikke fordi der, som Lily Broberg sang, er noget farligt indeni, men fordi der er store pengesummer på spil. Kloningsteknologi kan derfor betyde at vores madforsyning bliver endnu mere underlagt store koncerner. Som altid i disse spørgsmål skal man chercher largent.
Selvfølgelig er klonede fødevarer »sikre« – der bliver ikke dannet miljøgifte eller sære, kræftfremkaldende proteiner i klonede dyr. Klonede dyr er en laboratorie-efterligning af det, der sker, når et befrugtet æg deles og der dannes en enægget tvilling. Arvemateriale indsættes i en celle, som derefter stimuleres til at begynde at dele sig. Ingen hanky-panky her.
Og det er da noget af et glædesbudskab, industrien har: Hvis man genetisk modificerer et dyr, så det fx producerer garantimøre bøffer (jeg ved det, det er et afskyeligt reklameudtryk) og derefter kloner det, får forbrugeren i sandhed kronede dage! Og tænk Dem, hungersnøden i verden vil kunne afskaffes med et fingerknips! … Og når jeg hører sådan noget, er det altid jeg uvilkårligt må sige som John Wayne siger gennem det meste af John Fords The Searchers: »Thatll be the day«.
Virkelighedens klonede kvæg producerer 17 tons mælk pr. år. Gennemsnittet for en dansk malkeko er cirka det halve – 8,6 tons. Virkelighedens klonede kalve vokser med ca 4 kg om dagen. Danske kalve vokser med under to kg om dagen. Imponerende!
Men tænk lidt over det – de mælkeydelser og tilvækstrater, vi ser i dag, er resultatet af lang tids avlsarbejde og omhyggelig udvælgelse. Og de har ikke været uden omkostninger for kvæget ved vi – malkekvæg er præcis lige så sygdomsplaget og udpint som slagtesvin. Så desværre har Ken Loach allerede brugt titlen til en film, men man fristes næsten til at sige Poor Cow!
Og tænk lidt mere over det: Bag de imponerende resultater står ingen andre end Scott Simplot. Han er søn af J.R Simplot. Manden der fik patent på frosne pommes frites og dermed revolutionerede fast food industrien. Og manden, der ensrettede Idahos landbrug til udelukkende at basere sig på kartofler og dermed fjernede grundlaget for små landbrugere i staten – og tvang halvdelen af dem til at sælge deres landbrug.
Patenter på gener og klonteknologi vil betyde, at det bliver de store, multinationale firmaer, der kommer til at sidde på rettighederne. Det kan i så fald være ligegyldigt, om dansk landbrug »ser positivt på klonede dyr til danske bøffer«. Sandsynligheden for at danske landmænd bliver ved med at have rettighederne til deres dyr er meget lille. Og sandsynligheden for at vi forbrugere får valgfrihed er endnu mindre.
Det, der først og fremmest kan tage skade hvis vi ubevidst accepterer kloningsteknologi – jeg er ikke mod teknologi, men stiller mig kritisk over for de måder, den risikerer at blive anvendt – er diversiteten og mangfoldigheden. Landmændene mister deres selvstændighed. Forbrugerne mister valgfrihed. Og lur mig, om hungersnøden i den tredje verden bliver afhjulpet så meget som en tøddel.
Skriv et svar