Landbrugsrådets ugeskrift foodculture (ikke at forveksle med madkultur), satte i sidste uge med noget held fødevaresikkerheden i fokus. Temaet var danske forbrugeres forhold til salmonella, campylobacter og andre mikroorganismer i fjerkræ. Vi er nemlig ligeglade med fødevaresikkerheden og tænker kun på pris, mener bladet. Et par facts:
- Der findes salmonella i 20-40 procent af det udenlandske fjerkræ og kun 0-1 procent af det danske
- Udenlandsk kyllingekød udgjorde i 2006 hele 42 procent af det totale forbrug i 2006 – i modsætning til 18 procent i 2003
- Vi spiser ca 20,4 kg fjerkrækød pr. år
- De to store danske producenter af kylling taber penge på produktionen: Rose Poultry 75 øre pr kylling og Danpo 2,50 kr pr kylling
Det er synd for producenterne. Spørgsmålet er om de ikke lidt selv er ude om det . Min kæde er nemlig hoppet af på et eller andet tidspunkt:
For det første er det i høj grad supermarkedskæderne, der bestemmer hvad der kommer i folks indkøbskurve. Og de køber ind så billigt som muligt. Det betyder at de sådan set er ligeglade med om kyllingen er produceret af danske Rose Poultry eller (faktisk) svenske Danpo.
Men for det andet er jeg måske også en atypisk forbruger. Jeg skeler ikke først og fremmest til prisen, når jeg køber kylling – mens jeg på den anden side heller ikke skeler meget til sikkerhedsspørgsmål.
Jeg tror nemlig ikke fødevaresikkerhed eller et lille dansk flag skal fremhæves som særlige kvalitetsbetegnelser – i hvert fald har det danske flag ingen særlige kvalitetsassociationer for indeværende. Og sikkerhed? Øv, en tiger: Der bliver ikke solgt flere kyllinger, selv om de er garanteret salmonellafri.
Efter min mening hænger det måske sammen med at selv om kyllingen reklameres op som dansk og salmonellafri er der to fundamentale ting i vejen.
Den smager sjældent af ret meget mere end at stikke et ben ud af vinduet. Eller som har knogler, som ikke selv de svageste beboere i De Gamles By lige om hjørnet kunne tygge.
Og hvis en vare er garanteret salmonellafri vil jeg stille spørgsmålet: Hvad så med de andre varer? Skal de så ikke have skilte med indeholder måske salmonella?.
Skal jeg købe en dansk kylling – og gøre det hver gang – skal den helst være opdrættet på friland med grøntfoder og gerne økologisk.
Det synes bare en uoverkommelig opgave for producenterne at imødekomme sådanne simple krav – bortset fra de økologiske kyllinger – som ikke altid er til at få og som faktisk er for dyre. Så meget dyrere er det ikke at drive økologisk landbrug.
At kyllinger ikke får grøntfoder og går på friland har simple økonomiske grunde. Det, der tæller er produktiviteten og i sidste ende kyllingernes tilvækst. Kyllinger får kraftfoder og kosttilskud og det tager 20 dage at opfodre en kylling til slagtning.
Kyllinger, der får grøntfoder, vokser betydeligt langsommere. Og selv om det er det, der er med til at give dem struktur, smag, knogler i stedet for brusk – og faktisk også en sundere fedtsyresammensætning – er det omsætningen, der er det vigtigste for producenten.
Jeg køber meget ofte (ofte og ofte – jeg har kylling på menuen cirka en gang pr måned) udenlandsk kylling, Det er fransk frilandskylling, som jeg finder har den fornødne struktur og smag i kødet og hvor knoglerne er udviklet.
Sådan en kylling koster omtrent hundrede kroner, eller cirka det halve af en dansk, økologisk kylling (som for resten heller ikke nødvendigvis er frilands).
Men det er ikke alle forbrugere, der tænker på samme måde som mig. Foodculture har fundet frem til en forbruger, der går mere efter bekvemmelighed og underholdningsværdi:
»Kylling er nemt, billigt og sundt. Specielt at det er nemt, er godt. Nogen gange er der oven i købet nogen, der har været så venlige at skære kyllingen ud i passende stykker eller krydre den på en spændende måde, hvilket er fantastisk […] Også farven på kyllingen kan være en købsmotivator: Jeg køber nogen gange majskyllinger, fordi min mand synes, det er sjovt, at kyllingekødet så er gult … «
Og det er jo argumenter, fjerkræavlerne kan forstå. Det er desværre gult kød og sjove krydringer, der går under betegnelsen innovation. Men spørgsmålet er om det er det, der i realiteten skaber den varige indtjening hos producenterne.
Fjerkræavlerne – eller de smarteste af dem – burde måske gå den anden vej. Producere færre kyllinger til en lidt højere pris og af en noget højere kvalitet. Vel at mærke kvalitet af den slags, der ikke kan måles på et baktometer.
I bladet blev der i øvrigt også ofret en side på den oplevelse man får af at spise kylling. Det er Sonja Bock, den ene halvdel af forfatterparret bag de populære bøger i serien Suveræne salater osv., som siger:
»I mine øjne burde god, saftig kylling, hvor man rent faktisk kan smage, at kyllingen tilhører en bestemt fjerkrægruppe, være hverdagsspise. Desværre er den slags kyllinger bare alt, alt for dyre. I supermarkedet er prisforskellen på stang-kylling og kvalitetskylling over 100 kroner«
Sonja Bock mener det er en skandale. Og jeg er enig. Der må være en middelvej, hvor både forbrugere og producenter bliver glade.
Og det er et spørsgsmål om hvor vi begynder: Vi skal lære, at kylling ikke er hverdagskost – så en kylling kan finde et passende prisleje. Supermarkedskæderne har et stort ansvar. Start fx med at fjerne slagtilbuddene på fem kyllinger for hundrede kroner.
Og så er det producenternes tur: Det må kunne lade sig gøre at fremstille en dansk frilandskylling, der kan konkurrere med de franske, kvalitetsmæssigt.
PS: I øvrigt var det også i sidste uge Dansk Folkepartis fødevareordfører Christian H. Hansen fremsatte et §20-spørgsmål om der er forbud på vej mod foie gras i Danmark. Christian H. Hansen er på bunden et godt menneske, der tænker meget på dyrenes vel – men måske burde han ofre lidt mere opmærksomhed på de millionvis af kyllinger, der lever et liv i mørke på kraftfoder og vitamintilskud.
Skriv et svar