Derfor klæber fedtet til de fattige

For et par uger siden skrev ugebrevet A4 om sammenhængen mellem sundhed og social status. Det viser sig, at fedtet klæber til de fattige. Folk med høj social status er også tilbøjelige til at spise flere grøntsager, flere fibre og i øvrigt få mere motion end folk med lavere social status. Derfor er de også generelt sundere end folk med lav social status – og der er flere overvægtige i de laveste sociale klasser end i de højeste. 

Det er måske slet ikke så sært, er der nogen forskere, der har fundet ud af. For vores madvalg bliver nemlig påvirket af hvor mange penge vi har til rådighed. Jo færre penge, vi har til rådighed, jo dårligere kvalitet har vi råd til – det burde måske være selvindlysende – men faktisk er selve bekymringen om de høje madpriser nok til at påvirke vores valg af mad.

Forskerne, som kommer fra Johns Hopkins Bloomberg School of Public Health har nogle interessante konklusioner – konklusionerne går på amerikanske borgere, men jeg har tilladt mig at generalisere lidt og vælge dem, der passer her på bloggen:

• Økonomiske begrænsninger kan føre til valg af madvarer af lavere (ernæringsmæssig) kvalitet
• Vores valg går i retning af federe produkter – og især produkter, der indeholder mere mættet fedt
• Lavindkomstgrupper vælger mad, der indeholder mere salt og mindre fiber

Man kan selvfølgelig nøjes med at tro problemet kan løses med at belægge de usunde produkter med en afgift og undervise folk i hvad der er sundt og ikke sundt. Men her på bloggen har vi som bekendt ret så bastante meninger om den slags:

For det første ved folk flest udmærket hvad der er sundt og ikke sundt. Det er et spørgsmål om vaner: Vi lever i en kultur, hvor et relativt højt kalorieindtag er normen frem for undtagelsen. Flest kalorier for færrest mulig penge synes at være et mantra for rigtig mange mennesker. Samtidig er vi opdraget til at fede, søde og salte madvarer er forbundet med hygge og belønning – comfort food om man vil.

For det andet vil afgifter, der rammer forbrugerne ikke nytte. Det er altid muligt for forbrugerne at finde billigere comfort food-produkter – og for producenterne af skodvarerne er det altid muligt at finde billigere råvarer.

Kødet i burgeren kan erstattes med kød, der har været igennem Fritz Amstrups kødvaskemaskine – som kan gejles op med ingredienser (for os andre: tilsætningsstoffer), hvorved priserne kan holdes på det sædvanlige niveau.

Hveden til bollen kan godt købes i en ringere kvalitet, som kan gejles (herligt ord) med et hav af enzymer og moderne teknologi. Bollens generelt slatne karakter, smag og holdbarhed kan gives et pift med HFCS 90: High fructose corn syrup – der bypasser de almindelige appetitregulerende mekanismer men giver samme mængde kalorier.

Hvis man endelig vil gøre noget ved det problem, forskerne berører, er det ikke nok med de sædvanlige, lunkne forslag. Her er mit knarvorne bud på en radikalisering:

• Madpriserne skal generelt ned – de danske priser er blandt de højeste i Europa.
• Vi skal undersøge om det er realistisk at leve et »sundt liv« på de laveste indtægter. Jeg har tidligere været inde på de ansatte i kasselinien i Dansk Supermarked. Med en månedsløn på ca DKK 16.000 før skat er det vel ikke så svært at gætte hvad kassemedarbejderen vælger, hvis valget står mellem et speltbrød fra Lagkagehuset (DKK 32,-) og 150 g Cacciatore fra den italienske slagter (DKK 45,-) eller to pakker hvidt toastbrød og et halvt kilo trestjernet salami (DKK 20,- i alt). Bliver kassemedarbejderen fyret og kommer på dagpenge eller bistandshjælp må han eller hun nøjes med Aldis pastaskruer til 2 kroner halvkiloet og ketchuppen til 5 kroner kiloet – gæt lige hvor meget fuldkorn og tomat der er i den type varer!
• Undervisningen skal højnes. Og det er ikke bare økonoma-udenadslære om hvad der er sundt og ikke sundt. Nej, de opvoksende generationer skal terpes igennem time efter time om råvarekendskab, madlavning og opdrages med en kritisk holdning til moderne fødevareproduktion.
• Der skal mærkes. De fleste af os farer vild i mærker – de færreste af os forstår hvilken betydning rækkefølgen på varedeklarationen har, endsige hvad forkortelsen ADI står for. FødevareIndustrien hilser det nye GDA-mærke velkomment – sikken overraskelse! Not! Jeg har tidligere nævnt en engelsk undersøgelse, der konkluderer, at det mærke ikke er umiddelbart forståeligt. Så det er ikke sådan, der skal mærkes. Jeg foreslår et helt nyt mærke: Ting, der kommer fra en R&D-afdeling skal mærkes med gule striber.
• Der skal afgifter på produktion og markedsføring af skodmad og på import af lavkvalitetsprodukter. Jo værre produkt, jo højere skal afgiften være. 

Jep. Det lyder som handelshindringer. Og jep! Industri og landbrug vil hyle som stukne grise. Så forslagene er selvfølgelig aldeles uigennemførlige og urealistiske: Shareholder values kommer altid før befolkningens sundhed.