Supermarkedsopdragelse

I sidste uges udgave af Mik Schacks Hjemmeservice på DR 2 lancerede Mads O. Krage, fhv. direktør for Netto, en fremragende ide. Lad supermarkederne indrette små specialafdelinger, hvor de fører produkter fra mindre producenter.

På den måde slipper vi for at markedet domineres af de store, efterhånden monopolagtige, virksomheder. Det, der på amerikansk kaldes »big food«.

Den slags kan vi lide, her på bloggen! Sandheden er jo, at påstanden om at »vi har aldrig haft større valgfrihed end vi har nu« måske nok er sand – hvis vi altså nøjes med at vælge mellem de halv- og helfabrikata, industrien tilbyder.

For selv om råvare-udbuddet er blevet ufattelig meget større i løbet af de sidste tredive år – i min barndoms Jylland var ordet hvidløg nærmest et bandeord – har vi ikke fået bedre forstand på at udnytte dem ordentligt. På trods af samtalekøkkener og farvestrålende kogebogsudgivelser.

I Landbrugsraadets skrift foodculture (ikke at forveksle med madkultur) skriver Bo Jacobsen, indehaveren af Restaurationen, i denne uges leder:

[…] at reproducere en opskrift fra en kogebog har ikke en pind at gøre med at lave mad. Jeg kan sgu også lave en boghylde, hvis jeg får stillet et snedkerværksted, tre måneders arbejdstid og ca. 5 kg. Polyfilla til rådighed. Men snedker bliver jeg ikke af den øvelse. At lave mad er at vide, hvordan fødevarer opfører sig under forskellige påvirkninger – enten erfaringsmæssigt, teknisk eller instinktivt. Altså at vide, hvordan man behandler skank kontra filet, laks kontra hummer, æbler kontra kål. At man kender tilberedningsmetoder, tider, konserveringsteknikker, opbevaringsmåder og ved noget om hygiejne. I dag er al naturlighed forsvundet fra det at spise og lave mad. Måltidet er reduceret til ingenting, og mad bruges i stedet som blær, pop og selvpromovering.

Bo Jacobsen skriver lederen fordi skriftets redaktør er på barselsorlov. Han slår en helt anden tone an, end den, hun repræsenterer.

Foodcultures ledere er normalt ikke så kritiske over for slutbrugerne – altså os, indkøbsvognsskubberne. Tværtimod slår den sædvanlige redaktør, Rulle Westergaard, alt for ofte en lidt for jovial og påtaget almindelig tone an, når hun skal overbevise om at færdigvarer reelt sparer tid og at »alle bruger dem«.

Det er positivt, at Landbrugsraadet her tør hæve overliggeren en tand – men det er måske også symptomatisk, at Jakobsen igen skyder skylden udelukkende på indkøbsvognsskubberen, mens han forsømmer den medskyld, der ligger hos producenter, detailhandel og det, man kan kalde samfundsudviklingen generelt.

Jakobsen siger lidt firkantet: Havde vi ikke skullet have den ekstra bil og det sommerhus, havde vi haft råd til råvarer i bedre kvalitet, og havde vi ikke sendt kvinderne på arbejdsmarkedet, havde der været nogen, der varetog madlavningstraditionernen – eller, om man vil, madkulturen.

Det er nemt at skyde Bo Jakobsen i skoene, at han er en bagstræberisk mandschauvinist, der vil have kvinderne tilbage til kødgryderne og det i en ruf. Men han glemmer til gengæld også at nævne nogle af de faktorer, der har været medvirkende til at vores madkultur har udviklet sig som den har; Industrialiseringen af byerhvervene og mekaniseringen af landbruget betød en enorm afvandring fra landet og en tilsvarende befolkningstilvækst i byerne.

Det er ikke kun vores eskalerende privatforbrugs skyld: Der var simpelthen ikke hænder nok i byerne og ikke arbejde nok på landet.

Samtidig med betød smør- og baconeksporten, at vi herhjemme blev stopfodrede med futmælk og restprodukter (der var fx engang i trediverne, da svinemørbrad var affald fra baconproduktionen og derfor meget billigt).

I dag får vi ikke futmælk – og vi må ikke nøjes med restprodukterne med  baconproduktionen, vi kan såmænd købe alle dele af de grise, der ikke er gode nok til eksport.

De traditionelle, plads-, tid- og arbejdskrævende retter blev fortrængt af retter, der var hurtigere at tilberede – siden har vi fået kvinderne på arbejdsmarkedet, dybfrysere, et hav af halvfabrikata og whatnot til aflastning: De to generationer, Bo Jakobsen siger, der skal gå, før en befolkning har glemt sin madkultur, er efterhånden gået.

For tiden er det moderne at pålægge skolerne et større ansvar for børnenes madopdragelse. Og det er kritisabelt, fordi det måske sker med de forkerte målsætninger. Er den indstilling til maden, de opvoksende generationer kan få i skolerne ganske korrekt – set ud fra et madkulturelt og gastronomisk synspunkt – eller bliver den reduceret til tom udenadslære om sundhed?

Og hvad værre er: Antropolog Morten Kromann Andersen nævner i en artikel om »Skolen som arena for dannelsen af børns madkultur« et eksempel fra en fynsk børnehave, hvor børnene trænes i at kunne spise på ti minutter: I vore dage er det positivt ikke at bruge for megen tid på maden – og selv opdragerne synes maden spiller en sekundær rolle.

Når vi allerede fra barnsben lærer, at maden kommer i anden række, at der er noget, der er vigtigere, udebliver resultatet ikke.

Jeg må græmmes og undres, når jeg køber en grøntsag i et supermarked – det kan være noget så relativt simpelt som et spidskål – og ekspedienten ved kassen vender og drejer den for at finde stregkoden, men må give op, og derefter konsulterer sin billedbog ved kassen – for heller ikke at finde den der og til sidst gør det, han eller hun måske skulle have gjort fra starten: Spørger mig. Jeg ved, hvad jeg køber, sjovt nok.

Man kan spørge om hvorfor supermarkederne ikke fra starten uddanner deres personale i hvad de egentlig sælger. Svaret er selvfølgelig enkelt nok: Heller ikke for supermarkedet er det mad, der er det vigtigste. Der er en grund til at mere end halvdelen af et almindelig supermarked er fyldt med cykler, tøj, engangsbleer, dvd-afspillere, vaskepulvere og legetøj.

Men derfor er Mads O. Krages ide alligevel genial. Og jeg vil da heller ikke tøve med at komme med endnu en ide til fri afbenyttelse: Supermarkederne kan tage initiativ til kundeklubber, hvor kunderne (og deres børn) mødes en gang hver eller hver anden måned (det skal nok ikke være i ulvetimen onsdag eftermiddag), taler om sæsonens råvarer og får staldtips til tilberedning.

 Medlemmerne af »klubben« kan få rabatordninger – og i hvert fald garanti for at få noget med hjem, de ikke vidste før. Det skal vel at mærke være de danske råvarer, og det skal være når de er i sæson – det skal ikke handle om spanske jordbær eller kenyanske asparges.

Der er mange grunde til at en sådan ide er dødfødt. For det første er der personalet: Hvem skal stå for driften af klubben. For det andet er der de tre vigtigste elementer i dansk madkultur: Penge, tid og plads. Og for det tredje er der den gamle traver: Vi er ikke ansvarlige for madkulturen eller for hvad folk spiser. Den sidste mener jeg nok er den tyndeste – for når man sælger 80% af alle de madvarer, der købes her i landet, har man vel nok et vist ansvar.

Men der er også gode argumenter for et sådant initiativ: Det ville give supermarkederne en tættere tillknytning til kunderne – og det betyder mulighed for mersalg – og for de mindre, danske producenter, der må slås med EUs dumpingpriser, vil det betyde øgede muligheder for afsætning.

Samtidig ville det give supermarkederne et bedre kort på hånden, når lortet rammer ventilatoren og de for alvor skal stå til regnskab for bæredygtighed og corporate social responsibility. 

Så kan de nemlig svare: Vi arbejder i nærsamfundet med at øge forbruget af lokalt og bæredygtigt producerede grøntsager.