Arketypen

Jysk Analyseinstitut er et af de første bureauer herhjemme, der har udviklet arketypen som markedsføringsinstrument. På bureauets food focus-hjemmeside præsenterer de ni arketyper, som de anvender i segmenteringen af forbrugere (over femten år). Man kan endda tage en test for at finde sin egen arketype.

Denne blogforfatters arketype er – måske ikke overraskende for dem, der læser bloggen eller dem, der kender mig – udforskende. Det er måske lidt mere overraskende, at jeg er en kvinde på 46 år. Jeg tilhører, ifølge bureauet:

»gruppen af madentusiaster, der lægger vægt på nyheder, sundhed og økologi. Det tager tid at lave mad, når det skal være gennemført – de mestrer dog også sund og enkel mad på ingen tid. De har et stort ansvar for indkøb og madlavning eller ser det som et fælles ansvar«

Os er der 12 % af i Skandinavien, påstår bureauet. Arketyperne fordeler sig i øvrigt således:

For denne blogskribent er det selvfølgelig interessant at afdække de segmenter, der ikke i synderlig grad interesserer sig for mad, madkultur og madlavning.

Jeg tror, det er de mest interessante at få i tale, hvis vi skal re-konstruere (undskyld, bindestregen skyldes at jeg gik i skole i firserne og læste en del franske teoretikere) den danske madkultur – og måske endda bremse fedmeepidemien.

Umiddelbart tyder beskrivelserne af arketyperne på at man kan pege på de conveniencesøgende, de traditionelle medindkøbere og de mindre engagerede som de ikke specielt madinteresserede.

Her er maden noget, der skal overstås, noget, der ikke må koste for meget og helst ikke være alt for udfordrende. Lad os konstatere, at det trods alt drejer sig om 30 % af alle borgere over 15 år.

Det er god markedsføringsskik – også når man anvender arketyper – at rette sine budskaber mod det forbrugerne (i dette tilfælde os indkøbsvognsskubbere) gerne vil være og ikke det, vi er. Det er lige så god markedsføringsskik at sælge sit produkt til vores rollemodeller – i det uskyldige håb, at alle vi andre så følger efter.

Men en arketype kan ikke ændres. Den ligger dybt forankret i os – selve begrebet er bygget på den schweiziske psykolog Carl G. Jungs begreber. Vi ønsker ikke at skifte arketype – men hvis vi tilhører en mindre klart defineret arketype – der findes meget få »rene« typer – er vi lettere at påvirke.

Det betyder, at vi, der arbejder for en bedre madkultur skal altså holde op med at tro, vi kan ændre noget ved at skrive om avanceret teknik, høj mad med skum og tourneret garniture og om dage, tilbragt svedende over et glohedt komfur – i hvert fald hvis vi vil have fat i de traditionelle medindkøbere.

Og det betyder, at de, der arbejder for mere motion og flere grøntsager, skal måske holde op med at tro, at billeder af den perfekte livsstil får den conveniencesøgende til at spise anderledes.

Ændringerne skal ske i små trin. Og jeg tror, det er drømme, forhåbninger og rollemodeller, der ligger betydeligt tættere på vores mål-segmenter, vi skal berøre. Hvis det altså skal nytte.