Hvert år dør 25.000 køer i staldene. De kaldes taberkøer. Noget af en betegnelse. De dør af stress. En gennemsnitlig dansk malkeko skal yde cirka 23 kg mælk om dagen. En gennesmsnitlig malkeko ser aldrig grønt græs. En gennemsnitlig dank malkeko lever af kraftfoder og kosttilskud, præcis som svinene.
Dyrenes beskyttelse har iværksat en kampagne, dyrenes alarm for at få flere køer på græs: Målet er en lov, der skal gøre det lovpligtigt at sætte køerne på græs en vis periode årligt. Indtil videre er der samlet over 70.000 underskrifter – skynd dig hen og gør det samme, så vi kan få sat en stopper for de dumme taberkøer!
Det er kun de økologiske, der kommer og det sker under større mediebevågenhed end den, der nogensinde er blevet taberkøerne til dels. Selv om Arla anbefaler, at dyrene kommer på græs, kan kan måske med en vis ret sige at mejeriforeningens billeder af de danske malkekvægsracer på græs og Arlas reklamer med de lykkelige bønder på Arla-gården er en smule misvisende.
Det er selvfølgelig en ting at skaffe køerne bedre dyrevelfærd. Det, vi nok i virkeligheden skal se på er fabrikslandbruget. For selv om køerne er økologiske, skal de stadig yde 8.000 liter mælk om året (iflg Thises hjemmeside).
Det betyder, at der er meget få dage, hvor køerne ikke bliver malket. I praksis bliver køerne malket helt op til 60 dage før de kælver. Ud over at det selvfølgelig stresser køerne (forestil Dem at det var Dem selv, lille frue) er der forskere, der mener, der er en sammenhæng mellem hvornår mælken er malket og visse kræfttyper hos mennesker.
Mælken fra køer i den senere fase af drægtigheden indeholder nemlig store mængder kvindelige kønshormoner – progesteron og østrogen – som i høje doser kan give brystkræft, testikelkræft, prostatakræft og livmoderkræft.
Hvis man undlader at malke køerne i de sidste 120 dage før de kælver, kan man undgå de høje hormon-niveauer og dermed også mange tilfælde af kræft, mener forskerne.
Bag teorien står Ganmaa Davaasambuu fra Harvard School of Public Health. Hun har bl.a. undersøgt sammenhængen mellem mælkeforbrug og prostatakræft i japanske statistikker: Før anden verdenskrig drak man ikke mælk (eller spiste oksekød) i Japan, bl.a. af religiøse grunde, men også for at undgå at komme til at stinke af smør som en anden vesterlænding.
Først efter anden verdenskrig begyndte japanerne at drikke mælk. Og siden 1950erne er mælkeforbruget i Japan steget med en faktor tyve, blandt andet på grund af en skolemælkskampagne. Og forekomsten af prostatakræft er steget med faktor femogtyve. Resultaterne er gengivet i Harvard Magazine.
Samme Davaasambuu har tidligere lavet undersøgelser over forekomsten af prostata- og testikelkræft. Schweiz, Danmark og Tyskland er de lande, der har den højeste forekomst af testikelkræft – ca 0,2 % af befolkningen. Det kæder Ganmaa Davaasambuu sammen med et stort forbrug af ost og fede mælkeprodukter før puberteten.
Skriv et svar