Forgangne torsdag præsenterede ministeren for familie- og forbrugeranliggender et bredt forlig om fødevarekontrol. Det lægger op til at der skal være kontrol med problemvirksomheder, mere kontrol og hårdere sanktioner mod virksomheder, der ikke lever op til reglerne. So far so good. Vi har set nok af E.coli-inficerede hindbær, Gammelfleisch og andre lækkerier i de forgangne år.
Men spørgmålet er om so far virkelig er good enough. For kunne man ikke forestille sig at man gik et spadestik dybere? At man i stedet for at straffe de virksomheder, der overtræder reglerne, etablerede et fødevare-bagmandspoliti, der kunne tage fat i de økonomiske strukturer, der gør det muligt og profitabelt – og nogle gange den eneste mulighed – at snyde på vægten?
Som jeg før har været inde på er der en etnisk slagside i fødevareskandalerne. De virksomheder, der køber Gammelfleisch er ofte drevet af indvandrere, der ikke har forstand på restaurantdrift. Når de afsløres er det med til at sætte mere fut i en i forvejen fordomsfyldt og hadsk indvandrerdebat.
Pointen er blot at de indvandrere, der bliver afsløret, ikke altid har haft ambition om at åbne restaurant. Som vores samfund er indrettet er det bare en af de få brancher, det er muligt at etablere sig.
Går man spadesikket dybere, finder man bag indvandrernes restauranter en profitabel handel med Gammelfleisch – og det er ikke nødvendigvis indvandrere, der sidder på (gammel)flæsket, næ, det er pæredanske navne som fx Kai Jensen, der popper op i aviserne.
Det er muligvis ikke fødevarekontrollens opgave at rydde op i hverken den eksplicitte eller skjulte diskrimination, der foregår på arbejdsmarkedet.
Men i et så bredt forlig på fødevareområdet bør man vel også tage hensyn til at der kan være sociale, økonomiske og kulturelle faktorer, der direkte ansporer til regelbrud. Og som man bør have mulighed for på anden vis at sætte ind overfor, evt. gennem et samarbejde med sociale myndigheder, arbejdsmarkedsstyrelse mv..
Og på samme måde forestiller jeg mig at det på europæisk – måske endda globalt plan – er muligt at samarbejde om at bremse de firmaer, der lever tykt på at sælge og forhandle Gammelfleisch. Gerne før de bliver opdaget og som Georg Bruner hænger sig i motionsrummet.
Som det er nu er fødevarekontrollen – selv om det er positivt at regeringen dog endelig indser at det er umuligt at gennemføre de kontrolbesøg, der bliver lagt op til med et stærkt beskåret budget – i virkeligheden kun symptombehandling.
Det er med fødevaresikkerheden som det er med den svinske behandling af dyrene i fabrikslandbruget: Før der bliver sat ind over for de økonomiske strukturer, der muliggør og belønner uetisk produktion og handel vil man kunne blive ved at poste penge i systemet.
I stedet for kontrollen efterlyser jeg initiativer til at opbygge en fødevarebranche, vi indkøbsvognsskubbere kan have tillid til. Indtil da må vi nøjes med det, vi har.
Skriv et svar