Forude ligger en teknisk og videnskabelig triumf, synger Kliche i Panorama. Det gælder ikke mindst, når vi taler om mad. Her er det bioteknologien, der kan løse alle problemer: Sundere mad. Bæredygtig produktion. Øget udbytte.
Vi kender remsen. Har nærmest hørt den til bevidstløshed. Men spørgsmålet er om der er hold i påstandene – eller om der bare er tale om lappeløsninger, der skal reparere på grundlæggende fejltagelser?
Jeg kom til at tænke på det, da jeg i ingeniøren for nogen tid siden så en artikel med overskriften Ny type svinefedt skal forebygge sygdomme.
Artiklen handler om en forsker, Xuebing Xu, fra DTU, der ved hjælp af enzymatisk modificering af svinefedt vil øge indholdet af omega 3-fedtsyrer. Og alle er glade: For vi ved jo, at omega 3-fedtsyrer er sunde.
Det skal såmænd nok lykkes – folkene på DTU er sande mestre på området. Der er næsten ikke det, de ikke kan lave med en nævefuld spæk og et par dråber esterase eller lipase, som er de enzymer man bruger til modificeringen – hvad siger De fx til en modermælkserstatning, fremstillet af spæk og sojaolie?
Men Ingeniøren undlader at stille det meget enkle spørgsmål: Hvorfor er det lige, at svinefedt er så usundt – i betydningen indeholder en meget lille mængde umættede fedtsyrer.
Det er ingen hemmelighed, at man tilstræber mættet fedt i svin fra svineproducenternes side. Og hvorfor? På hjemmesiden infosvin, kan man læse svaret:
Grise, der fik rå rapsolie i foderet havde en større andel af umættet fedt i spækket og i det intramuskulære fedt. […] Produkter produceret af de grise, der fik rå rapsolie, havde en ringere kvalitet, idet spegepølserne skulle tørres i 30 pct. længere tid og havde en blødere konsistens. Udbyttet ved skinkeproduktion var 0,8 pct. og baconproduktion 2,3 pct. lavere end for grise, der havde fået svinefedt.
Det har simpelthen noget at gøre med forarbejdningstiden – der bliver for lang – og med holdbarheden, der bliver for kort.
I sidste ende kan det tørres af på forbrugerne: Jeg kan næsten allerede høre nogen slå ud med armene og beklage sig over forbrugerne, der kun vil betale 10 kroner for et halvt kilo flæskefars og derefter vil have, det skal kunne holde evigt.
Her er det jo min indre svinehund bjæffer op og siger: Gu er det ej! Forbrugerne betaler det, det koster – dem, der reelt sørger for at holde priserne nede og holdbarheden oppe er supermarkederne.
I virkelighedens verden er det sådan at økologiske svin har et meget højere indhold af omega 3-fedtsyrer end konventionelt opdrættede svin. Det hænger sammen med foderet: Økologiske svin får sojabønner, mens de konventionelle svin får sojaskrå.
Sojaskråen er affald fra sojaolie-produktionen – og produktet kommer fra Argentina, der er en af verdens største producenter af sojaolie (monokultur af genmodificeret soja er en af de medvirkende årsager til at Argentinas landbrug er i dyb krise).
Kan det mon være sådan, at vores tekniske og videnskabelige triumf i virkeligheden er et forsøg på at rette op på de skader, der er sket i industri-landbruget? Og at forskningen – der selvfølgelig finansieres af slagterierne – i virkeligheden, hvis man nu tænkte sig godt om, er unødvendig.
Man kunne i stedet ændre foderstrategien – så svinekødet helt naturligt fik et højt indhold af omega 3-fedtsyrer. Så ville man samtidig slippe for de andre bivirkninger ved hjernedød kraftfodring: Tarmslyng, halebidning, massedød osv.
Og hvem ved, måske ville lidt højere priser på svinekød ikke skade: Vi æder omkring et kg svinekød om ugen. Det er alt for meget – lidt mindre ville bestemt ikke skade, heller ikke selv om det så ville blive sundere svinekød.
Lad mig lige nævne nogle af de fødemidler, der forekommer i Aldous Huxleys Brave New World: Syntetisk stivelse og melsurrogat fremstillet af Bomuldsaffald – som er mere nærende end almindeligt mel. Vitaminiseret kunst-oksekød. Kirtel-tvebakker. Does that ring a bell?
Der er allerede mange, der med Huxleys vilde Johannes vender ryggen til den verden og kalder det »modbydelige civilisationsprodukter«. Men for langt flertallet af danske indkøbsvognsskubbere er fødevareproduktion det, professor emeritus Lars Munck rammende har betegnet en black box.
De guffer gladeligt de modbydelige civilisationsprodukter i sig og æder den tekniske og videnskabelige triumf rå. For dem er de beslutninger, der træffes i fødevareindustri og fødevareforskning lukket land. Og man ser formentlig helst at det vedbliver at være sådan.
Skriv et svar