Storytelling

Se godt på billedet. En af de to smørklumper har en historie at fortælle. Gæt hvilken. Rigtigt! Det er den til højre. Det er nemlig LURPAK med Groft Læsø Salt. Historien er:

Læsø Salt er en historisk delikatesse, fremstillet siden tidlig middelalder. Øens salte grundvand sydes i åbne jernpander over brændeild til store, pyramideformede saltkrystaller. Groft Læsø Salt gør smår til en helt ny smagsoplevelse, lidt mere salt, end du er vant til. Brug det, som du bruger LURPAK – når det skal være ekstra godt.

Den til venstre kommer fra Thise Mejeri. Fra økologiske køer. Det er derfor, den er så gul. De økologiske køer har nemlig været på græs, mens det er velkendt at de konventionelle køer, Arlas smør til højre kommer fra, meget sjældent kommer på græs.

Man kunne faktisk med god ret vende det hele på hovedet og sige, at begge smørklumper har en historie at fortælle. Men at det er to vidt forskellige historier. 

Smørklumpen til venstre fortæller en historie om årstidsvariation, bedre dyrevelfærd og sundere fedtsyresammensætning.

Smørklumpen til højre fortæller en historie om en eksportsucces, standardiseret smørproduktion uden slinger i kvalitetsvalsen og 25.000 døde køer om året.

Og smagen? Smørret med sydesalt (der er ca. 3 gram sydesalt i en pakke med 250 gram smør) er ganske rigtigt lidt mere salt end Thise-smørret.

Det knaser lidt, når man får saltet mellem tænderne. Det giver en koncentreret saltoplevelse. Men smagen er ikke anderledes end den, man kunne få med enhver anden havsalt – noget Thorvald Pedersen og Carl Th. Pedersen har vist ved en blindsmagning i Meyers Madhus i 2001.

Til gengæld mangler det Thise-smørrets syrlighed, som jeg faktisk sætter stor pris på.

Sydesaltet har kun et formål: Ved at låne fra Læsø-saltets håndværksmæssige tradition, håber Arla at kunne forlene sit produkt med den samme aura. Prisforskellen er minimal – det saltede smør er en krone dyrere.

Det er et af de mest elskelige eksempler på en marketingchef, der har skimmet Rolf Jensens bog The Dream Society og kommet frem til konklusionen: Verden vil bedrages (jeg skriver med vilje elskelig – for der er ikke tale om et dårligt produkt).

Men summa summarum: Jeg køber ikke historien. Produktet skal selv kunne bære sin historie – og selv om smør med havsalt måske er en god ide, synes jeg det er skudt langt over målet at bruge Læsø Sydesalt og sælge smørret på det argument.

Især fordi onde tunger taler om at Læsø Saltsyderi ikke kan følge med efterspørgslen – og derfor importerer middelhavssalt.

Er der nogen, der vil købe 230 gram smør med sydesalt? Kun brugt til fotooptagelse?