Godt gemt i den ene ende af Burmeistersgade, i nummer 34, ligger restaurant Tasty. Indisk mad til en meget billig penge. Man skal ikke forvente de helt store gastronomiske kraftspring, men klassikerne er på kortet.
Vi fik henholdsvis samosas (dejpakke med en krydret kartoffelblanding), dal soup (suppe af gule linser) og fish pakora (dybstegt fisk i kikærtedej).
Det forekom mig, at min samosa havde fået for lidt varme i gryden – i hvert fald var pakken fedtet i konsistensen. Krydringen var hæderlig, selv om jeg kunne have brugt lidt frisk koriander og lidt flere friske grøntsager. Der var siger og skriver éen grøn ært og éen snit gulerod i samosaen – resten var kartoffel og gule ærter.
Hovedretterne var henholdsvis lam i spinat, ingefærkylling og fisk masala. Tilbehøret var en standard, stegte ris, naan og salat. For at sætte lidt kulør på tilværelsen, bestilte vi en skål pickles.
Lammet i spinat havde en dejlig fyldig smag, og spinaten var kogt sønder og sammen som den slags skal være. Eneste anke her var at lammekødet tenderede mod det tørre og hårde – længere tids tilberedning ved svagere varme er nok løsningen.
Jeg ville helst ikke komme ind på tilbehøret – men jeg er faktisk lidt træt af den såkaldte salat, man altid får. Fintsnittet iceberg og et par både umoden tomat. Hvad er der galt med at bruge en salat med smag i og – jo, det kan lade sig gøre – en tomat, der har fået lidt sol? Hvis det nu endelig skal være! Picklesen var ikke hjemmelavet – men gav et pift alligevel.
Desserten var mango-is, en sorbet, som blev serveret med en mango-sovs (coulis) og creme chantilly (flødeskum med vanille). Flødeskummet mistænker jeg for at komme fra en spraydåse.
Øllet var den indiske kingfisher – en relativt ligegyldig pilsnertype. Min første flaske havde vist fået sol – de øvrige var der ikke noget i vejen med.
For tre personer med tre retter og øl til hele måltidet blev den samlede regning 629 kroner – men hvis man bare skal have et hurtigt aftensmåltid og kan nøjes med en discount-øl fra de forenede, kan det gøres for omtrent hundrede kroner.
Publikummet var i høj grad lokalt – vi kom og gik relativt tidligt, men det lille lokale var halvt fyldt og der kom mange for at hente take-away.
… bagefter gik vi i Den Grå Hal for at høre Patti Smith. En fantastisk koncert med et pænt sortiment af egne numre og covers fra den nyeste, Twelve. Denne optagelse er fra Finland, lyden er dårlig, men den blev lavet for en uge siden (rocknroll nigger var det sidste ekstranummer ved gårsdagens koncert):
Skriv et svar