Det gælder om at udnytte det, når solen skinner, og vejret er til kolde supper! Der er næsten frit slag, når det gælder denne klassiker. Man kan variere krydringen og tilbehøret i det uendelige.
Jeg kan fx godt lide, at den har lidt bid fra chili. Andre vil have den hvidløgsflammende.
Tilbehøret kan være friskhakket forårsløg, agurk, hakket rød eller grøn peber, brødcroutoner* eller en blanding af det hele.
Men det vigtigste er tomater: Suppen skal være rødlig. Du skal bruge:
- Tomater (½ kg)
- Agurk
- Rød peber
- Grøn peber
- Løg
- Tørt brød (en-to skiver)
- Olivenolie
- Rødvinseddike
- Vand
- Evt. frisk chili og hvidløg
- Salt og peber
Alle grøntsagerne hakkes og puttes i blenderen sammen med det tørre brød i tern. Hæld vand over og start blenderen. Tilsæt vand til konsistensen passer (det skal være en relativt tyk suppe).
Smag til med salt, masser af sort peber, et par spsk. vinaigre og ditto olivenolie (eller lav et par doodles med olien når suppen serveres).
Nogle foretrækker suppen køleskabskold, andre ved stuetemperatur – og så er der dem, der går så vidt som at komme isterninger i skålen.
*) Nej! Brødcroutoner er ikke noget, man køber i en papæske. De smager af pap! Skær i stedet gammelt brød i tern og varm olie hårdt op på en pande. Rist brødternene deri til de er sprøde.
Skriv et svar