EU er i færd med at godkende dyrkning af genmodificeret kartoffel og majs i Europa, skriver The Times. Det drejer sig i første omgang om kartoflen Amflora, som BASF tripper utålmodigt for at få godkendt. Det er ikke en spisekartoffel. Den producerer bare gevaldige mængder stivelse, der kan bruges til produktion af fx. papir.
Men Times skriver også, at der er godkendelser på vej af tre majssorter fra firmaet Monsanto. Og det er majs, der skal spises. Majsen adskiller sig ikke meget fra de sorter, der i sin tid udløste de oprindelige protester og forbuddet mod GMO i EU – det forbud, som WTO netop har kendt ulovligt (noget, WTO forhåbentlig næppe har magt over, når det kommer til stykket).
Der er ikke noget galt med GMO og genteknologi i det hele taget. Papirkartoflen er sikkert et udmærket stykke legetøj – især hvis man på den måde kan erstatte dyr, besværlig og forurenende oliebaseret kemisk virksomhed i dele af tekstilbranchen.
Men majsen er jeg straks mere betænkelig ved: Der bliver som bekendt ædt ufattelige mængder majs i denne verden. Hver amerikaner forbruger 700 tons majs om året. Meget af det går selvfølgelig til ethanolproduktion og anden industriel brug.
I industrielt fremstillet mad er majs en herlig ting. Gå selv ud og se på varedeklarationen på pulverbearnaisen eller kagecremepulveret. Og check en menu fra McDonalds: Der er majs og ingredienser fremstillet af majs i alle bestanddelene. Og tænk på køer: Nok er selv Arla begyndt at tænke på foder og fedtsyresammensætning – men majs er standardkoens diæt par excellence.
Og et lille tænkt eksempel: man kan erstatte det dyre sukker fra rør eller roer med HFCS, high fructose corn syrup. Det er naturligt nok, hvis man tænker med tegnedrengen som industrien gør: HFCS er billigere end sukker, det er nemmere at transportere end sukker, fordi det er flydende, og produkter med HFCS holder sig meget længere. Hele tre ting på en gang!
Selv hvis vi ikke ser på visse teorier om at HFCS ud fra et ernæringsmæssigt synspunkt er et meget dårligt produkt (fordi det menes at fremme diabetes II og hjerte-karsygdom), er det et skråplan: EU-støtten til EUs sukkerproduktion er som bekendt under diskussion i disse år. Når støtten bortfalder helt lukker Lolland Falster – hvis man da ikke kan dyrke majs istedet for roer, og man reelt lige så godt kunne have solgt øerne til Monsanto.
Vi kan repetere det vi i dag ved om GMO: Genmodificeret mad er ikke farlig at spise. Det eneste, der er farligt at spise er en ensidig diæt. Genmodificerede planger overtager ikke naturen. Det, der er farligt, er monokulturer og dyrkning af planter, der er potentielt invasive arter.
Og vi kan repetere Monsanto-dilemmaet: Det er Monsanto, der modificerer planter, så de er resistente for plantegiften glyfosat (som i roundup). Det er også monsanto, der producerer glyfosat (indtil for nylig havde de endda patent). Men den lovede nedgang i forbruget af glyfosat er sjovt nok ikke kommet. Til gengæld er man begyndt at se (ukrudts-)planter, der naturligt er resistente overfor glyfosat.
Hvis der er noget, der er farligt, er det at lade meget store, internationale koncerner bestemme hvad der skal dyrkes på alverdens marker!
Skriv et svar