Fra tourist trap til turistaftapning

Mikrobryggerierne vælter frem som svampe i fugtigt vejr. Min tese er at mange af dem egentlig kun er in it for the money og ikke egentlig interesserer sig for øl. Tesen har vist sig rigtig flere gange, bl.a. in casu Fanø Bryghus, som på v 1.0 af hjemmesiden afslørede sig ved en lidt for hyppig brug af ord som investorer og afkast, mens ord man ellers ville finde relevante, som fx øl eller øltyper ikke forekom.

Og det gælder måske især de bryghuse, der bliver etableret i turisttætte områder. Det viser sig i hvert fald at Løkken Bryghus leverer mere af det samme: Ganske intetsigende øl, der dog heldigvis ikke, som enkelte anmeldelser på ratebeer.com lader antyde, virkede inficerede (så smager øllet nemlig afskyeligt – og det gjorde det ikke).

Pilsneren var med en medsmagers udtryk »endog meget venlig«, mens vi var enige om at hvedeøllen (som bryggeriet af uransagelige årsager har valgt at kalde en bajer) havde lidt mere karakter. Uden dog at kunne fornærme nogen. Sært, idet man må formode at mange, måske endda størstedelen, af de turister, der kommer forbi det lille udskænkningssted-cum-ølbutik vi fandt på vej til Rubjerg Knude er af germansk aftapning.

Udskænkningsstedet var himmelsendt, men øllet var lidt tyndt – mere malt, mere humle og større tålmodighed er gode dyder!

Og tippet: Jeg har set i indtil flere Kvickly-butikker, at øllet fra Nøgne Ø er i håndkøbsudsalg. Det er et godt køb – bl.a. kan man få #100 og Stout til omkring 30 kroner flasken.

Udgivet

i

af

Tags:

Kommentarer

2 svar til “Fra tourist trap til turistaftapning”

  1. Mogens Bisgaard Avatar
    Mogens Bisgaard

    Jeg har også af og til haft svært ved at se begrundelsen for at lave øl, der i virkeligheden bare søger at ramme så bred en smag som muligt – og så kræve et uhyrligt beløb for det.

    Der er en masse »so ein Ding müssen wir auch haben« over mikrobryg-branchen – og det hele startede vel egentlig med Brøckhouse (som stadig leverer ganske hæderligt øl, men som man vel næppe kan kalde et »mikrobryggeri« mere).

    De høje priser kan i nogle tilfælde retfærdiggøres ved at der er tale om små »batches«, som bryggeren for egen regning og risiko skal distribuere og markedsføre til specialbutikker rundt i landet. Eller ved at der anvendes særlige råvarer, der er svære at skaffe. Men i mange tilfælde er det vist bare en variant af »Veblen-effekten«: Hvis det er dyrt, må det også være godt!

    Når man taler om udenlandske øl synes jeg specielt det er sørgeligt, at de store bryggeriers importafdelinger (House of Beers, Xbeer) tillader sig at kræve helt forrygende høje priser for øl, der i virkeligheden er »standardvare« i hjemlandet (Hoegaarden, Leffe, Newcastle Brown Ale, Staropramen etc. etc.).

    I øllenes hjemlande følger man som regel den aldeles udmærkede tommelfingerregel: 1 Euro = 1 øl. Den tommelfingerregel må vel også så småt begynde at slå igennem her i landet – i hvert fald hvis vi får indført Euroen, for så bliver priserne direkte sammenlignelige.

    Det er jo ikke råvarerne, der er dyre, og man ved jo fra andre fødevarer, at det heller ikke er transporten, så hvorfor tjekkisk øl partout skal koste omkring 20 kroner pr flaske her i Danmark er mig en gåde!

    Mine danske yndlingsbryggerier er for tiden Ølfabrikken (nu fusioneret med Gourmetbryggeriet), Herslev og Indslev. Her er der tale om øl, der er markant anderledes end standardbryg, og om at smagsfylde og drikkeoplevelse berettiger den høje pris,

    Ellers sværger jeg til Nøgne Ø og mange af de eksperimenterende amerikanske, som fx Great Divide Brewing Co. og Avery (og her er der, som  min ølhandler siger, en god grund til at en flaske med 33 cl koster 64 kroner – fx når der er kun kommet en kasse til landet, og den er sejlet hertil med skib).

    Det er de bryggerier, der kan få mig af huse – fx når jeg besøger en specialbar bare for at se om der skulle være kommet en lille ny fra Ølfabrikken eller Nøgne Ø (hen under jul kommer der som regel en masse eksperimenter – og lige nu venter jeg med spænding på dark horizon, en meget kompleks porter med 16 volumenprocent og stort gemmepotentiale, som jeg var så heldig at smage på årets ølfestival).

    Det morsomme er faktisk, at hvis man går på dedikerede special-øls-udskænkningssteder, forsvinder prisforskellen tildels. Eksempelvis synes jeg da personligt det er et bedre køb at betale 50,- for 40 cl af et specialbryg på Ølfabrikken på Plan B end det er at betale 60,- for en sur Hof på Divan II i Tivoli!

    Svar
  2. andreadoria56 Avatar
    andreadoria56

    Jeg tror du har ret, at nogle af de nye bryggerier bare er in it for the money.

    Og det er jo en skam, for det er svært at forklare folk, der altid har været tilfredse med en HOF, hvorfor det er ok at give op til 50 kroner for det der svarer til to øl, når det så bare er noget ligegyldt øl, der er i flaskerne.

    Men der er nu meget godt øl at få og jeg fornemmer, at især en del kvinder pludselig er begyndt at sætte pris på drikken.

    Om to-tre år er der kun de gode bryggerier tilbage, og så bliver det interessant at se, hvad der sker fx med prisen for den er lidt for høj i øjeblikket synes jeg.

    Andrea/Husejer 

     

     

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *