Fredagens udgave af Politikens I Byen handlede bl.a. om en ny trend. Opdeling af restauranter og cafeer i henholdsvis børnefri og børnevenlige cafeer. Det er en trend, der formentlig følger lige i kølvandet på et fænomen, der opstod sidste år, nemlig forbud mod mødregrupper på cafeer.
Jeg har allerede pådraget mig børnefamiliers vrede ved at sige det, så jeg gentager mig selv: Mødregrupper som sådan er ikke en kundegruppe, jeg ville ønske mig på min cafe. Afkommet vræler, skal ammes og skiftes – og tolerancen over for øvrige gæsters behov er begrænset.
Læg dertil at mødregruppen som regel bestiller en cappuccino pr kvinde og så i øvrigt sidder og »fiser husleje af« for resten af dagen: Rygtet vil at det var mødregrupper, der tog livet af Cafe Amokka på Østerbro. Mødregrupper, gå hjem!
Noget helt andet er familier på restauranter. Det burde der efter min mening ikke være noget i vejen for – men det er der åbenbart. Artiklen antyder, at det hænger sammen med den måde, samfundet har ændret sig på: Før i tiden opgav man stort set udelivet, når man fik børn (eller også hyrede man en babysitter).
I dag skal man have det hele med – og Matilde, Magnus, Emma og Lucas skal selvfølgelig ikke begrænses. Tværtimod – børn er jo et statussymbol og skal vises frem. Det må skal føre til situationer, som fx udtrykt af Rasmus Kjærboe i Politiken:
Jeg har det fint med småbørnsfamilier på en café, hvis børnene tier stille og ikke larmer. Men der er en tendens til, at folk indtager rummet med en territorial holdning, som siger at det er vores børn og de larmer, men det må I andre altså finde jer i, for vi har betalt for vores kaffe
Det minder om min barndoms »børn skal ses, men ikke høres«, som måske i virkeligheden heller ikke var så dumt som udgangspunkt. Selv om det selvfølgelig ikke kan være meningen, at børn skal sidde musestille – når man er på restaurant gælder der bare nogle særlige regler.
Jeg kan i hvert fald godt forstå restauratørerne og cafegæsterne – men jeg mener samtidig der kan være nogle ubehagelige konsekvenser ved at dele folk og restauranter op på den måde. På A good beer blog skriver Alan om Kids And the Pub, at han i Vermont har været ude for en tjener, der nægtede at servere øl med den begrundelse, at det var en familierestaurant:
»Once upon a time, I had to deal with to a Vermont waiters refusal to get me a beer, phrased only by the little gits statement "this is a family restaurant" and blank stare, with one of my better comebacks: my family includes beer«
Det er et eksempel på en restaurant, der er så børnevenlig, at voksenadfærd undertrykkes. Vi risikerer at den opvoksende generation ikke aner hvordan man opfører sig på en restaurant. At børnene – i dette tilfælde – ikke lærer fornuftig omgang med alkohol. Og samtidig åbner vi for et helvede af børnemenuer.
Pludselig, med et trylleslag, er det børnevenlige væk, mener jeg. For børnemenuer er noget hø, både kulinarisk og ernæringsmæssigt. Det kan godt være børn foretrækker frikadeller med pommes frites og pasta med ukrydret kødsovs.
Men det vænner børnene til den søde og fede smag, får dem til at foretrække en halv liter pulverbearnaise frem for to spiseskefulde af the real stuff – og enhver økonoma kan fortælle, hvad det fører til.
Min holdning til mad og børn er velkendt: Der findes ikke børnevenlig mad. Der findes mad. Børn skal lære at spise ordentligt fra starten af.
Det er sjældent noget problem de første par år. Men alle børn får en kræsen periode – som selvfølgelig bliver lettere at komme igennem, hvis børnene ikke er blevet spist af med den røvkedelige mos, men har fået et hvad der nu bliver serveret, og derfor i forvejen ved hvad smag er.
Det kan tage sin tid, og det kan være forældrene ikke er begejstrede for gulerod hver dag – men det serverer man så, indtil ungen har lært at spise det.
Og en ting til: Så snart de kan holde på en grydeske skal de med i køkkenet. Som Rodriguez siger: Not knowing how to cook is like not knowing how to fuck.
Og, siger jeg, som følge deraf og som kommentar til Politiken: Børnene skal også med på restaurant, så snart de har lært at sidde nogenlunde ordentligt ved bordet, så de kan lære, hvordan man tér sig sådan et sted.
Mad- køkken- og restauranttræning for børn burde være lige så naturligt som pottetræning – formålet med pottetræningen er at forældrene ikke skal tørre børnene i enden frem til den dag, de flytter hjemmefra.
Formålet med mad-, køkken- og restauranttræningen er at børnene skal være i stand til at træffe de rigtige valg, kende forskel på skidt og kanel og i øvrigt selv kunne lave deres mad. Mere fyndigt: At børnene ikke skal blive McDonalds-vrag.
Skriv et svar