I går valgte jeg at indtage fyraftensøllen på Cafe Viking i Ægirsgade. Et godt valg. Jeg har været der før, og cafeen – som i realiteten er et godt, gammeldags brunt værtshus – har et absolut præsentabelt øludvalg. Det er blevet belønnet, idet Danske Ølentusiaster har tildelt stedet ølmærket i bronze.
Jeg indtog to belgiere: En Achel og – scoop – en Westvleteren 12. De er begge såkaldte trappist-øl. Trappisterne er i parentes bemærket en udbryderorden. Den blev grundlagt i 1664 af cistercienserne i Notre Dame de la Grande Trappe – deraf navnet trappister.
Trappisterne mente, cistercienserne tog for let på ritualerne – og indførte strengere regler. Ordenens motto er stille for Herren – og det indgår i ordenskapitlet, at man ikke er en rigtig munk, med mindre man lever af håndens arbejde.
Og derfor laver munke på trappistklostrene fremragende øl og ost. Der findes seks trappist-klostre i Belgien: Chimay, Orval, Rochefort, Westmalle, Westvleteren og Achel, og et i Holland: De Koningshoeven. Alle er kendt for deres øl.
Lad Dem ikke narre: Øl som Leffe er – selv om den er drikkelig – et industriprodukt (fra InterBrew), der brygges på licens. Selv om den kaldes abdijbier har den ikke noget med klostrene at gøre.
Westvleteren er det mindste trappist-kloster i Belgien. De brygger 475.000 liter om året (For at købe øl fra klosteret, skal man ringe i forvejen på klosterets øl-telefon og opgive sit navn og nummerpladen på den bil, man kommer i. Så får man lov at købe en kasse øl (med 24 stk) – og man må ikke sælge øllet videre.
Jeg tror dog ikke Herren vil vælge at sende de bartendere og butiksindehavere, der forhandler Westvleteren direkte i Helvede – for de gør faktisk en god gerning. Det er virkelig en øl, der rykker ved ens opfattelse. Ufattelig kompleks smag – masser af frugt og en behersket sødme.
Prisen er selvfølgelig derefter: Café Viking har faktisk relativt lave priser for specialøl (fx tredive kroner for en Achel), men i dette tilfælde lød regningen på firs kroner for en øl. Det afspejler formentlig besværet med at fremskaffe øllet – i hvert fald følger ølpriserne, hvis man handler på klosteret, den europæiske tommelfingerregel: En øl = En Euro.
Café Viking er afgjort et besøg værd – og det er ikke mindst værd at bemærke, at her trives den almindelige værtshuskultur side om side med ølnørderiet. Hvis man er meget følsom over for tobaksrøg skal man nok ikke sidde der for længe.
Note #1
Det er et lille plus, at der hver fredag dukker en fiskemand op og sælger ud af røgede fisk, skaldyr og fiskefars. Til aldeles konkurrencevenlige priser, så vidt jeg kunne notere mig. Så kan man jo altid undskylde sig med at man »lige skal ud og købe ind til aftensmaden« …
Note #2
Man skal heller ikke forvente, at der bliver taget særlige hensyn til øregangene. Pludselig lød det fra et af nabobordene:
»Jeg kunne vride halsen om på hende, den snotko!«
Ordene kom fra en meget nydelig dame ved nabobordet – og de handlede selvfølgelig om Ruth Evensen. Medierne har været spækket med forudindtagede holdninger, men heldigvis er der stadig fornuftige mennesker på de brune værtshuse.
Anken lød nemlig at Ruth Evensen har scoret kassen og opmærksomheden ved at fjerne et arbejder-kulturmindesmærke – samtidig har hun beriget byen med en milliongæld til oprydning og skabt frustration blandt »utilpassede« unge.
Som næsten-nabo til Tommeren (som grunden kaldes) kan jeg tilføje: Og gjort det lidt mere tvivlsomt, om jeg gider besøge de omliggende cafeer.
Før kom der dog af og til normale mennesker – alene det, at der var liv i Ungdomshuset hver weekend sikrede nogenlunde fred og ro. Nu er cafeerne omkring Nørrebro stort set kun befolket af karseklippede voldspaller og deres idiotiske kamphunde. Som sidder og skuler og venter på skaller, de kan smække.
Skriv et svar