Politiken har med jævne mellemrum indslag om knægten Harry, der med sin far er i køkkenet. Harry og far udgav sidste år en bog med køkken-eventyr (og opskrifter). Og nu følger DR trop med en serie udsendelser med titlen Harry i køkkenet.
Maden er relativt nem at gå til – forudsat man altså har adgang til en strand, så man selv kan stryge sine rejer. Og forudsat at man følger far, Carsten Kysters forbilledlige eksempel: Opdrager børnene til at være med i køkkenet og se, hvordan maden bliver til, være nysgerrige, smage på alting – og ikke være bange for nye ting.
Derfor er det i virkeligheden ikke maden, der har hovedrollen i programmerne: Både forældre og børn kan identificere sig med Harrys tullen rundt i sin egen verden. Vi madører kan kun glædes over den måde, han går til maden – hvor nysgerrigheden overvinder kræsenheden, og begejstringen får synligt og hørligt udtryk.
Og alle kan føle sig trygge i den stemning af det-går-sgu-nok-altsammen, som Carsten Kyster får opbygget om madlavningssituationen, der ellers af mange børnefamilier beskrives som et snerrende, stresset helvede.
Opdraget på den måde og i den atmosfære, bliver børnene – som Harry bliver beskrevet på DRs hjemmeside – små madører. Det er den slags, vi har brug for i fremtiden, for hvis børn bliver opdraget uden mad og det at lave mad som integreret del af deres opvækst, lærer de ikke at vælge rigtigt, når de bliver voksne.
Personligt takker jeg skæbnen, der nærmest tvang mig i et køkken i en ganske ung alder – og som så til gengæld sendte mig fra starthullerne med så kritisk en indstilling, at ordet pedant for nogle er det nærmeste til at beskrive det …
Skriv et svar