I weekenden huserede fedmedebatten i Ekstra Bladet. Bente Klarlund og Arne Astrup forlangte lovgivning om fedme. Og nævnte bl.a. differentierede afgifter som en mulighed.
De differentierede afgifter har altid været et slagnummer blandt de progressive – til venstre i folketingssalen – mens højresiden har stået fast på at det er forbrugernes eget valg.
På den yderste front finder vi bl.a. Copenhagen Institute, hvis direktør, Simon Espersen i Jyllands Posten i fredags slog til lyd for at nedlægge forbrugerministeriet:
I en moderne markedsøkonomi har man ikke desto mindre alle muligheder for at leve sundt. Man skal dog som udgangspunkt bestemme sig for at gøre det: Forældrene skal vælge at prioritere sundhed. Børn skal kunne se interessen i at være sunde. Men det er faktisk ikke så komplekst at leve sundere. Det er primært en viljessag, og dermed et individuelt anliggende […] jo mere dette med ”viljen til sundhed” fremhæves, desto mindre rationale er der for at bevare et forbrugerministerium, der omvendt bygger på formynderi. Her kan man med blot en smule politisk vilje derfor slanke.
Stort set enhver form for lovgivning er for disse libertarianere et indgreb i den personlige frihed. Formentlig vil Espersen i stedet slå ned – eller måske undlade at slå ned – på dem, der ikke udviser den rette vilje til sundhed.
Det bliver i hvert fald ikke svært at få øje på dem i gadebilledet. De nyeste tal siger, at der dør fire om dagen af fedme, Nærmere bestemt fedmens følgesvende, hjerte- karsygdomme, diabetes II osv.
Espersens banaliteter aside er spørgsmålet jo reelt nok: Hvordan lovgiver man mod fedme? Er det vores eget ansvar, hvordan vi spiser – eller skal vi til at dele det med andre? Og hvordan skal lovgivningen indrettes?
Vi lever i et samfund, hvor reklamer er blandet sammen med seriøs oplysning – og den seriøse oplysning alt for ofte præsenteres i en form, der ligger langt fra den almindelige indkøbsvognsskubbers hverdag.
Samtidig vil industrien ikke have at enkelte produkter eller ingredienser hænges ud – det er for indviklet for forbrugeren, hvis han eller hun skal forholde sig til at et produkt er usundt.
Samme industri har ikke noget mod at gøre reklame for at der måske er lidt mindre fedt – og snart måske også en mikrogram kalcium – i et produkt. For det kan jo ikke forvirre folk (dobbeltmoral har jo altid været mere end dobbelt så godt som moral).
Resultatet er at der findes folk, der seriøst tror, et kemisk produkt som light-sodavand og rendyrkede rædsler som fuldkorns-kartoffelchips (Grain Delight fra Estrella) er noget, der nærmer sig sundt.
Man kan nok ikke variere afgifterne så meget, at de afskaffer forvirringen. Spørgsmålet er derfor, om det overhovedet er muligt at lovgive mod fedme uden at vi skal slagte nogle hellige køer.
Lovgivningen skal ikke rettes mod forbruget af usunde fødevarer – den skal rettes mod produktion, markedsføring og salg.
Jeg ved godt, det vil komme ind under begrebet teknisk handelshindring, men meningen er netop at lægge hindringer i vejen for alt skidtet! Ud med pulverbearnaise og trestjernet! Ind med rigtig bearnaise og rigtig pølse!
Og så det sværeste: At lære de kommende generationer at lave mad, at vælge rigtigt og at forholde sig kritisk til medier og fødevareindustri.
Børn skal lære om madkultur, børn skal kunne læse en ernæringsdeklaration og en varedeklaraton, og børn skal kunne afkode reklamer og sponsorater.
… Ikke for det: det med varedeklarationen er nu meget simpelt: Hvis varedeklarationen indeholder mere end fire ting, og der er noget af det, du ikke ved, hvad er, skal du nok holde dig fra produktet og finde på at lave noget selv …
Skriv et svar