Lørdag var det øllets dag. I stedet for den københavnske pubcrawl, valgte jeg at drage mod Nordsjælland sammen med en kammerat. Så kommer man jo også lidt ud – og der var annonceret indtil flere øl-nyheder på smagningen i Slotsarkaderne i Hillerød.
De bryggerier, der var repræsenteret i arkaderne, var Heimdal, Brøckhouse og Ølfabrikken, der alle har tilknytning til området. Og der var fine, nye øl på smagningen, blev vi enige om:
Heimdal præsenterede Sleipner, en american pale ale med brændt sødme og alligevel passende humlesmag, Brøckhouse en vellykket, belgisk inspireret ale, Sørens og Ølfabrikken en velhumlet Oak IPA med egetræsaroma mod slutningen af smagen.
Min medsmager – som i parentes bemærket er en relativt »ny« ølnyder – har i løbet af rekordtid udviklet sig til at være et »hop-head«, præcis som jeg selv (og sjovt nok deler vi også smagen for de meget mørke og tunge øl).
Det vil nok glæde Ølfabrikken, at de har fået en ny discipel, og jeg har allerede i dag måttet sende ham et link til værtshuse og butikker, der forhandler bryggeriets produkter: Det var især pale ale og porter, der faldt i hans smag.
Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke glæder os til at Oak IPAen kommer ud i handelen: Den meget lave serveringstemperatur snød lidt, og den skal nok nydes ved en lidt højere temperatur. Det er svært at matche den bløde egetræssmag med hård humling – og på os virkede det som om egetræet blev lidt væk i mængden.
PS: Der findes også mindre heldigt øl
Efter smagningen i Slotsarkaderne havde jeg en knap så vellykket øl-oplevelse. Vi indtog hhv. kaffe og mere øl på Café encore, med noget nær den perfekte beliggenhed med udsigt over slotssøen.
Jeg valgte en mørk hvedeøl fra Braunstein, der desværre viste sig at smage af flødekaramel. Det er måske den bismag i øl, jeg har det dårligst med.
Stoffet, der smager af karamel, hedder diacetyl. Diacetyl dannes naturligt under gæringen. Men skal forsvinde igen under gæringen.
Når øllet smager af smør / flødekaramel, er det (ifølge John Palmers udmærkede »How to brew«) fordi der er brugt for lidt eller for svag gær, eller fordi urten ikke er iltet nok før gæringen starter.
Jeg påpegede det over for personalet, som havde fået andre klager – fra folk, der sjovt nok mente at øllen smagte surt. Cafeen havde så kontaktet bryggeriet, som påstod, at den skulle smage sådan. I sincerely doubt it!
Men jeg fik uden problemer byttet min mørke hvede til en pilsner. Fra samme bryggeri. Den smagte til gengæld surt – decideret vinaigre-agtigt. Og det skyldes at der er kommet bakterier eller vildgær i brygget. Det skal åbenbart ikke være så let!
PPS
Og så er det lige jeg ikke ved hvad DSB har gang i. Hvis ikke det var fordi jeg skulle have råd til god mad og drak så meget øl, ville jeg sgu købe en bil, anlægge orange frisure og en meget kritisk holdning til de offentlige transportmidler: Det tog os næsten to timer at komme til Hillerød!
Skriv et svar