Fødevareministeriet har et projekt, der hedder Smag Danmark. Det handler blandt andet om dansk madkultur. Jeg hørte om projektet på en konference i går: Gastronomi – det smager af vækst!
Spørgsmål fra i går var blandt andet: Hvordan kan det egentlig være, at vi har mere end hundrede kvægracer i Danmark, men kun kan få uspecificeret, udtjent malkeko i supermarkedet – og hvordan kan det være, at vi ikke kender forskel på kartoffel- og gulerodssorterne?
Det er jo altsammen spørgsmål, denne blog har stillet ufatteligt mange gange. Og nu har fødevareministeriet udstedt en »Bekendtgørelse om tilskud til netværksaktiviteter m.v. til fremme af et mere mangfoldigt fødevareudbud«. Det handler om lokale kvalitetsprodukter og det handler om at få produkter fra lokale producenter ud til forbrugerne, iflg. den nu fhv. fødevareminister. Meget fine ord!
Men bloggeren her nærer er jo inkarneret misantrop. Så når jeg hører, at et af målene med initiativet er at fremme afsætningen på det internationale marked, bliver jeg mismodig. Og jeg bliver mismodig af en enkelt grund: Når vi i realiteten ikke har en selvstændig madkultur skyldes det først og fremmest hensynet til afsætningen på det internationale marked:
Smør- og baconeventyret tog livet af de danske egnsretter og i løbet af de hundrede år, det eventyr varede, blev vores madindtag mere og mere monotont (vi levede af rester fra baconproduktionen, smurt ind i margarine – keep it greasy so itll go down easy, som Frank Z synger).
Nu er egnsretterne så småt ved at blive genopfundet. Pionerer som Claus Meyer og Rene Redzepi gør deres – men det kniber måske lidt med den folkelige gennemslagskraft.
Som en af mine venner forleden bemærkede, har han i moderne hjem oplevet pasta med kødsovs – og det har vel at mærke ikke noget at gøre med en spaghetti bolognese. Pasta med kødsovs består af pastaskruen fra Netto, serveret med det, der i dag lidt nedsættende benævnes tabergryde, men som i mit barndomshjem gik under navnet millionbøf: den billigste kvalitet hakket oksekød i brun melsovs.
Gastronomien bliver – som Ove Thejls fra Tican bemærkede – opfattet som noget for de højere luftlag. Ikke noget, man beskæftiger sig med til daglig.
Vi mangler kort sagt en madkultur herhjemme – og det var fødevareministeriets repræsentant, Mads Wolff, også så småt inde på. Vi er ikke stolte af vores mad, var en af hans påstande. Nej – vi er ikke stolte af vores mad, som italienerne, spanierne og franskmændene er stolte af deres skinker og oste. Vi ejer ikke den tradition for forædling, som man kender til i de lande.
Og sjovt nok var det samme Ove Thejls der leverede et voldsomt underspillet bidrag til debatten. Han var blevet provokeret af vor gamle bekendt Bo Jacobsen, der ved flere lejligheder havde stukket til ham: Hvis italienerne kan lave sådan en spegeskinke, hvorfor kan I så ikke?
Tican, som ellers udelukkende leverer udskåret kød til de udenlandske markeder (som gider betale prisen for en lidt højere kvalitet) havde eksperimenteret lidt og var kommet frem til et produkt – med det smålumre navn kammerskinken (måske er det bare mig, der er lummer) – som alle prøvesmagere, inklusive Bo Jacobsen, var enige om var fortræffeligt.
Skægt: For man hører jo ellers altid at klimaet er ikke til det og vi har slet ikke erfaringerne og pivpiv fra landbrugets organisationer. Og jeg fulgtes med en repræsentant fra Landbrugsrådet – som ikke altid får lige blid medfart her på bloggen – til Hovedbanegården, og hun var da også lidt chokeret over at det faktisk kunne lade sig gøre.
Gu ka det så! Men vi skal tage os selv i nakken og starte med børnene. Og vi skal lære – også selv om vi er i industrien eller landbruget – ikke at behandle ikke maden som noget, der skal eksporteres. Eller som noget, der skal beriges. Vi skal udvælge de bedste bidder til os selv, og pusle om dem, til vi vil være bekendte at putte dem i munden, vi skal være stolte af dem – og vi skal tale om dem!
Skriv et svar