Jessica Seinfeld, gift med Jerry Seinfeld, har begået en kogebog. Og det er der mange, der er sure over. Bogen hedder Deceptively delicious og handler om hvordan man kan snige grøntsager i den mad, børn kan lide: Kager, desserter, spaghetti og så videre.
For det første beskyldes hun for at have plagieret en anden bog, Missy Chase Lapines The Sneaky Chef, som handler om præcis det samme. Det kan være, hvad det er. Men noget helt andet – og noget, som jeg i hvert fald personligt synes er meget mere alvorligt – er at begge bøger udstråler total mangel på pædagogisk sans.
Kritikken går på at man ved at gemme spinat og andre dejlige sager i kager og sukkerads ikke lærer børnene smagen af gode grøntsager, men fastholder dem i et baby-smagsunivers. Og samtidig er mængden af grøntsager i retterne så små, at det ikke har nogen reel, ernæringsmæssig betydning.
Mimi Sheraton går i Slate så vidt, at hun nedkalder pesten over både Jessica Seinfelds og Missy Lapines husholdninger. Marion Nestle skriver på sin blog, at begge bøger fratager børnene glæden ved at opdage en ny spise.
Heldigvis har jeg ikke stødt på bøger med sådanne temaer i danske boglader – men jeg har faktisk hørt en børnehavepædagog citeret for at sige at »hvis ikke børnene kan lide det, må man respektere det – og det er jo ikke sikkert, de nogensinde kommer til at kunne spise det«.
Mage til laissez-faire slattenhed! Børnene skal udfordres – de skal selvfølgelig ikke tvinges til at spise ting, de ikke kan lide, men de skal lære at opfatte mad som spændende og sjovt.
Spørgsmålet er om ikke de to bøger bare afspejler en generel tendens i madkulturen. Vi undgår de ting, vi ikke kan lide, i stedet for at tage tyren ved hornene.
Set i det perspektiv er der en vis relevans i SuperBrugsens kampagne om de forsømte smagsløg – og man må håbe, at de bruger kampagnen fornuftigt i stedet for blot bevidstløst at reklamere for same old, same old.
Det er meget vel muligt, at børn ikke kan lide grøntsager (I say its spinach and I say the Hell with it). De er, som så mange andre ting her i livet, an accuired taste, noget, man ikke nødvendigvis behøver kunne lide første gang man får det serveret.
Da jeg var barn havde jeg store problemer med kogt selleri. Men det var før Seinfeld og Lapine, og der hjalp heller ingen kære mor: Jeg skulle spise det. Det har hjulpet.
I dag er der, som en læser har kommenteret, ikke den råvare jeg ikke kan spise. Det eneste, der volder mig problemer er dårlig tilberedning: Grøntsagerne skal helst ikke være skamkogte. Ellers kan alt spises. Næsten.
Skriv et svar