100 madbegivenheder

Den engelske supermarkedskæde Waitrose, der vel nærmest har samme kundeskare som vores Irma, skrev i august om de 100 største madbegivenheder. En sjov ide – og god til eftertanke. Jeg er (selvfølgelig) ikke helt enig med Waitroses skribent. 

De store opdagelsesrejser fortjener klart deres placering på listen. Men de burde måske være højere: Man kunne tilføje, at hvis ikke den sidste mauriske konge, Boabdil, i Granada havde overgivet sig til spaniens Isabella og Ferdinand i 1492 havde vi stadig haft adgang til den arabiske verdens krydderier.

Samme Isabel og Ferdinand forviste nemlig efterfølgende både jøder og muslimer fra landet – og så måtte vi finde nye forsyninger af sukker (som blev dyrket i Egypten) og nye måder at få de krydderier fra Indien.

Indianerne hedder sådan fordi Columbus troede han havde fundet en ny søvej til Indien – det havde han ikke, men uden ham (og senere Cortez) ingen tomater, majs og kartofler.

Apropos kartoflen savner jeg også Antoine-Auguste Parmentier på listen: Det var ham, der fik folk til at spise kartofler (og der er ovenikøbet en suppe opkaldt efter ham: Kartofler, løg, porre, sauteret i smør, kogt i boullion, passeres – eller i vore dage måske snarere blendes).

Men jeg synes ikke sandwichen og hamburgeren er helt så store begivenheder, at de fortjener at komme på henholdsvis anden- og tredjepladsen.

Man kunne indvende, at i hvert fald hamburgeren har været kendt før verdensudstillingen i St. Louis i 1904. Ligesom isvaflen blev den præsenteret på udstillingen og dermed populariseret og kendt i hele verden – men lur mig, om ikke en bolle med noget i har været kendt meget længe.

Løbning er naturligt nok med på listen: Som nummer nitten finder vi den bonde, der først lagrede mælk i en kalvemave og fandt ud af at den blev til ost. Kalvens mave udskiller et enzym (osteløbe), der får mælk til at oste.

Jeg savner derimod fermenteringen på listen. Uden fermentering med gær, svampe og forskellige arter af bakterier ville der ikke være noget, der hed skimmeloste (penicilium), surkål (mælkesyrebakterier) eller skinke og spegepølse (mælkesyrebakterier, stafylokokker, skimmelsvampe).

Og hvad med saltning – en af de helt gamle metoder til opbevaring af kød og fisk. Eller tørring for den sags skyld. Syrning med eddike.

Og så er der Bartolomeo Scappi, som er helt udeladt – han var den første, der i sin Opera dellarte cucinara beskrev gaflen og foie grasen – og så i øvrigt beskrev, hvordan et velfungerende køkken skal indrettes.

Og Sir Benjamin Thomson, greven af Rumford, nævnes kun som opfinder af baked alaska (is indbagt i marengs), selv om jeg nu mener boullionterningen er en noget væsentligere opfindelse (Rumford udviklede en militær-ration af suppe, man kunne have i lommen).

Sjov selskabsleg. Digt selv videre!