Vi elsker pumpet kød, skriver Politiken i dag på baggrund af en undersøgelse i Tænk. Forbrugerrådet har undersøgt hvordan et testpanel vurderede hhv. økologiske og konventionelt producerede kyllinger. Og de konventionelle kyllinger vandt.
Det er kyllinger, som er lynopfodret med kraftfoderpiller og derefter meget tit er pumpet med en glucoseopløsning med diverse salte. Og der snydes på vægten: Helt galt står det til i Netto – det viste sig at vandindholdet i Farmer Kyllingefilet er 19 % og dermed 12 % højere end de 7 %, der er angivet på emballagen.
Lynopfodringen gør kyllingekødet relativt smagløst, saltene holder på vandet, og sukkeret camouflerer saltsmagen, samtidig med at opløsningen i sig selv er det eneste, der giver produkterne smag overhovedet.
Men vi elsker det åbenbart. Med vi mener jeg altså nogle andre end mig, for jeg var ikke med i panelet. Jeg kan personligt ikke døje kyllinger, der har vokset så hurtigt, at der ikke er væsentlig forskel på bryst og lår og jeg undgår meget bevidst produkter, der er naturelmarinerede eller på anden måde sminkede.
Kylling har alle dage været dansk madkulturs prügelknabe numero uno. I meget gamle dage var kylling noget, man kun spiste om foråret – og medmindre man boede på landet, var kyllingekød dyrt. Efter dybfryseren og med stordriften er kylling blevet »hverdagsmad«.
Jeg har tidligere skrevet om hvordan Mogens Brandt sidestiller Kirsten Hüttemeier og Jens Kruuse i Det gode Bord – og debatten turde være velkendt. Der er nu engang forskel på kyllinger, der har fået lov til at vokse op i naturligt tempo og kyllinger, der er blevet pacet hhv. pumpet før og efter døden.
Det betyder to ting: For det første glemmer vi, hvordan en kylling skal smage. Vi tror smagen af slatten industrikylling er den rigtige kyllingesmag og fravælger de langsommere opdrættede økologiske kyllinger og frilandskyllinger fordi de ikke er – søde.
Og for det andet er salt ikke specielt sundt i større mængder – især ikke, hvis man har problemer med blodtrykket (endnu en grund til at lade være med at spise alt for mange industrielt fremstillede produkter – salt skal kun deklareres hvis der er mere end 1 % i produktet, men man skal ikke skrive hvor meget salt, der er i).
Men det handler ikke alene om smag: De store kyllingeproducenter er i stand til at få deres produkter præsenteret i supermarkedskatalogerne, de er i stand til at købe sig plads i den midterste montre – og de er i stand til at emballere deres kyllinger i noget, der minder om Liberaces ligkiste.
Måske er det på tide at indføre den løsning, jeg før har plæderet for: Læg afgifter på forarbejdningen af mad. Det koster ikke noget at tage livet af en kylling, evt. skære den ud og sælge den i et supermarked. Men så snart man begynder at fifle med kanyler og væsker falder afgiftshammeren. Så skal de nok lære det …
Skriv et svar