Personer, der har et BMI mellem 25 og 30 er overvægtige. Men det paradoksale er, at de lever længere end undervægtige, normalvægtige og fede. I hvert fald ifølge forskerne fra Center for Disease Control and Prevention, der har publiceret resultaterne i The Journal of the American Medical Association.
Sammenlignet med normalvægtige, har undervægtige (BMI<18,5) en større risiko end normalvægtige for at dø af »non-cancer, non-CVD-diseases« – altså af andre ting end kræft og hjerte- karsygdomme.
Overvægtige har en mindre risiko end normalvægtige for at dø af disse sygdomme. Og hvad mere er: Der er ingen sammenhæng mellem overvægt og en øget risiko for at dø af kræft og hjerte- karsygdomme.
Til gengæld er der selvfølgelig stadig en øget risiko for at få hjerte- karsygdomme, hvis man er fed, altså har et BMI på mere end 30.
Måske er der tale om mutterwitz. I hvert fald har en vis pondus i min barndom altid været ensbetydende med en vis modstandskraft. Måske skaber debatten om slankeidealerne lidt mere hysteri, end der er brug for.
I dag er der i bygget en kæmpeindustri op omkring selve slankeidealet – vi skal alle sammen helst have et BMI på omring 21, og fokuset på det ideal er måske med til at skabe et ulykkeligt samfund (som advokaten Paul Campos siger i The Boston Globe: »You couldnt have a BMI of 21 unless you were in a concentration camp«).
Den industri skal pilles ned i øjenhøjde. Men det nok ikke vil vække lykke i alle kredse: Walter Willett, den amerikanske ernæringsguru (BMI 23,5, iflg. Boston Globe-artiklen), der har været med til at gøre BMI-systemet populært, affærdiger artiklen som det rene vrøvl.
Det bliver interessant at se, om artiklens konklusioner når til Danmark. Og om jeg antager ret, når jeg antager, at de også her vil blive affærdigede.
Skriv et svar