FN har en række specielle rådgivere, der udarbejder rapporter på hver sit fagområde. En af dem er Olivier de Schutter, som til daglig er juraprofessor med speciale i menneskerettigheder på Thomas More-instituttet ved universitet i Louvain. Olivier de Schutter har siden maj 2008 været specialrådgiver for FN’s menneskerettighedskommission og arbejdet med retten til mad (I ved, FN’s menneskerettighedserklærings artikel 25).
De Schutters kontor udarbejdede i december sidste år en rapport om fremtidens fødevareforsyning og om de nødvendige investeringer i fremtidens landbrug. Rapporten blev offentliggjort i går. Og det er interessant læsning.
Et fødevaresystem skal kunne tre ting: Det skal sikre, at der er mad til alle, sikre, at de små bønder får en indkomststigning (og dermed råd til mad) og det må ikke kompromittere fremtidens fødevareforsyning (ved at udtømme ressourcer, udpine jorden etc., det er ren Bruntland).
Selv om man ofte hører at jordens befolkning vil vokse til 9 milliarder mennesker i 2050 og at vi derfor skal producere meget mere mad end vi gør nu er det ikke nok.
Måske er det i øvrigt slet ikke mere mad der er løsningen – i hvert fald ikke hvis man sætter det lidt i perspektiv: I 2008 blev der på globalt plan produceret fødevarejoule nok til 11 milliarder mennesker. Et godt stykke over 2050-målet. Men set i lyset af en milliard sultende et godt stykke under FN’s mål om at alle skal have adgang til mad.
Det er et tilgængelighedsspørgsmål snarere end et mængdespørgsmål. Folk skal have råd til maden – og de skal kunne få fat i den.
Hvilket i øvrigt også er en af grundene til at jeg bliver så træt i ansigtet hver gang nogen hiver den slidte genteknologi-kanin op af hatten som løsning på verdens hungersnødsproblemer: Selv 0m man muligvis kan genmodificere sig til et højere udbytte, kan man ikke genmodificere sig frem til tørre lagre, veje, uddannelse, lægehjælp og alt det andet, der i virkeligheden skal til før udbyttet nytter noget.
Vi kan kun ændre på det globale misforhold i fordelingen af mad hvis vi gør noget ved fattigdom og infrastruktur i de lande, hvor hungersnøden truer.
Nå men tilbage til rapporten: I lyset af fødevarekriserne i 2008 (og 2011) er det nødvendigt at investere i landbrug, skriver de Schutter (måske rettere hans stab). Og det er ikke så meget et spørgsmål om hvorvidt eller hvor meget man skal investere, men om hvordan man skal investere.
Det landbrug, vi har i dag i vores del af verden er nemlig magtesløst over for kombinationen oliekrise / klimaforandring – og der er slet ingen grund til at lære udviklingslandene at dyrke jorden på den samme måde, siger de Schutter til Wall Street Journal:
»We set up our farming techniques in the 1920s when we thought there would be a never-ending supply of cheap oil […] Now we are facing a situation where expensive oil and gas and the influence of climate change on yields are scaring us. Developing farming in a way which makes it less addicted to fossil energy is much more promising. In developing countries, we may have to leapfrog the stage of industrial agriculture and find ways to produce that are less addicted to fossil fuels«
I stedet for at efterligne industrien og forsøge at få større udbytte ved at forsyne bønderne med (dyre) teknologier i form af gødning o. lign., skal vi efterligne naturen og forsøge at skabe et landbrug, der er mere bæredygtigt. Og en opskalering af de agroøkologiske principper vil endda slå flere fluer med et smæk, mener de Schutter: Sikre fødevareforsyningen, øge indtægten, modvirke erosion og tab af biodiversitet. Ikke ilde. Man får altså:
- Større høstudbytte – bl.a. ved at bruge biodiversitet (ikke kun sædskifte, men også ved at inddrage insekter, fisk, dyr, jordbundens mikroorganismer og træer i produktionen) og bedre kvælstoffiksering. Studier af 286 agroøkologiske projekter i 57 fattige lande har vist at udbyttet på 12,6 millioner landbrug steg med 79 % i gennemsnit – for enkelte afgrøder var stigningen endnu større end gennemsnittet (fx cassava, hvor stigningen var op til 150 %, og pudsigt nok så man i studierne den største udbyttestigning i Afrika)
- Mindre fattigdom / gevinst for staten – Bønder får et større udbytte og bliver derfor mere selvforsynende, mere tilbøjelige til at investere og mindre afhængige af statsstøtte, samtidig bliver der skabt nye jobs (fx folk, der kan anlægge marker eller bygge det udstyr, der er nødvendigt i agroøkologisk jordbrug – og nej, det er ikke nødvendigvis traktorer) og det bliver mere populært at arbejde i landbruget ser man i Brasilien: Nu er der skygge under træerne og man slipper for at vade rundt i en sky af kemikalier dagen lang
- Forbedret ernæring – den grønne revolution fokuserede på afgrøder som majs, hvede og ris som er dårlige kilder til proteiner og mikronæringsstoffer. Øget afgrøde-diversitet i landbruget i de fattigere lande vil give bedre generel ernæringstilstand, mindre børnedødelighed (vha konservering også i de ‘magre’ sæsoner). Gyldne ris og andre tech fixes? Nætak. Varieret kost
- Tilpasning til klimaforandringer – modstandsdygtigheden mod ekstreme variationer i vejret bliver større, når biodiversiteten stiger. I 1998 fulgte man orkanen Mitch og dens hærgen, og det viste sig at de landbrug, der var dyrket efter agroøkologiske principper havde mistet mindre af det øverste jordlag og led mindre økonomiske tab end de konventionelle. Læg hertil bedre modstandsdygtighed mod de nye sygdomme og skadedyr, der viser sig i et varmere klima samt større uafhængighed af fossile brændstoffer
- Bedre videnspredning – agroøkologiske metoder bliver typisk udbredt gennem praksisser i netværk på basis af eksisterende viden, altså ingen dyre og langsomme landbrugskonsulenter (som måske endda først skal hives op af Hugh Grant’s lomme (nej, ikke skuespilleren)), og hvis en stat ønsker at støtte den slags, speeder det bare processen op
Uhyre vedkommende læsning – også for landmænd …
Skriv et svar