Bærproletarer

Den danske fantasy-forfatter Lene Kaaberbøl skriver historier om Bærfolket. Bærfolkets hjerter banker, ifølge de tilhørende TV-reklamer, kun for en enkelt ting: Bær. Bær er godt. I sæsonen, når de strutter af velsmag – og uden for sæsonen, når de er lagt i sprit, syltede, tørrede, kogte til marmelader …

I. What is witnit?
Siden engang i marts har jordbærhungrende godtfolk i den virkelige verden kunnet købe jordbær. Fjortende marts reklamerede Torvehallerne KBH med »fantastiske jordbær fra solfrugt« til 45 kr. pr. kg – og på fortovet ud for min lokale Kvickly skal der ikke mange strejf af solen til før der bliver stillet en palle jordbær ud til det, der vist i supermarkedernes hypersprog hedder »rene fantasipriser«: Latterlige 50 kr. for en kasse med 2 kg.

Hvis man tænker lidt over prisen kan man undres: Hvordan kan man betale for den jord, bærrene vokser i, løn, til dem, der skal holde bærrene rene, løn til dem, der plukker bærrene, transport hertil – og så stadigvæk holde prisen nede på 50 kr. for 2 kg? En pris, der nærmer sig halvdelen af prisen på danske jordbær i højsæsonen (og det kvarte i ydersæsonerne)?

Det kan man selvfølgelig fordi bærrene kommer fra Spanien. Spanien er verdens største jordbæreksportør. Og i Spanien er lønningerne meget lavere, forlyder det. Men de spanske jordbærplukkere er fortrinsvis kvinder fra Polen, Rumænien og Marokko – og netop den slags kan man som regel slippe afsted med at betale meget lavere lønninger end de gængse spanske.

Og fra Huelvo, hvor 90 % af de spanske jordbær bliver dyrket, rapporteres det, at skilsmisseprocenten stiger i jordbærhøjsæsonen, som der varer fra februar til april: De smukke, unge og eksotiske kvinder er for stor en fristelse for mændene i landsbyen (i 2010 – hvor 65.000 plukkere var midlertidigt ansat i Spanien – anmeldte fem marokkanske kvinder i alderen 18 til 30 fem forskellige jordbær-avlere for seksuel chikane).

Spanske jordbær bliver dyrket i såkaldte polytunneler – tunneler, fremstillet af kunststof, der kan sammenlignes lidt med drivhuse: De holder regnen ude og hæver temperaturen, så jordbærsæsonen kan strækkes. De bliver drypvandede – og da et jordbær mest består af vand, kræver planten faktisk en del vand (mens bærrene modnes – helst ikke efter). Så meget vand, faktisk, at WWF i 2007 advarede mod at de spanske jordbæravlere var ved at ødelægge Doñana-nationalparken, et stort vådområde i Andalusien. Området er kendt som hjemsted for et rigt fugleliv – blandt andet er det stop-over for fugle på træk fra og til Nordeuropa.

II. Me so berry. Me jam you long time.
Nordens dejlige bær. Blåbær. Fyldt med antioxidanter og vitaminer. Så sprængfyldt med dem, at vi propper os med dem også når de er forarbejdet til kosttilskud. Og de kommer i mange tilfælde fra Sverige. I Sverige har man nemlig allemansrätt – det vil sige, at enhver er frit stillet for at plukke bær i naturen. Bagefter må man gøre hvad man vil med dem – også sælge dem (i Danmark må man som bekendt kun plukke til eget forbrug).

Men det er nu ikke svensken selv, der ryster blomsterne fra midsommerfesten af håret, sadler Dalarhesten og rider ind i skovene for at sanke bær.

De svenske bærplukkere kommer fra Thailand. Bærrene sælger de til opkøbere, der typisk er medlemmer af Skogsbärsbranchens Intresseförening (SBIF) – og beholder fortjenesten. Efter svenske og danske forhold er indtægten ret kummerlig. Men når de kommer hjem, er de rige.

Hvis de da kommer hjem. I 2009 gik det nemlig helt galt. Det år kom 6.000 thailandske bærplukkere til Sverige. De var hyret ind af thailandske bureauer, som i første omgang tog sig godt betalt – faktisk betydeligt mere end Thai Overseas Employment Administration (TOAE) tillader. Ifølge TOAE må bureauerne højst kræve en månedsløn plus administrative udgifter – i Sveriges tilfælde minimumslønnen på 13.000 svenske kroner plus administrationsudgifter, der højst må udgøre 15.000 bath (ca. 3.500 svenske kroner) altså i alt 16.500 kroner. Oven i kommer udgifter til pas og rejse – og det samlede beløb kan familierne typisk låne i banken.

Men de thailandske bureauer, som indkrævede pengene, stod samtidig som arbejdsgivere for plukkerne – og det betød, at thaierne ikke var garanteret mindstelønnen på de 13.000 svenske kroner. De blev derimod ansat som thailandske arbejder – med en minimumsløn på 1.900 svenske kroner plus et tillæg på 115 kroner pr. dag til mad og ophold. I Sverige blev arbejderne indlogeret i teltlejre – som de svenske skovbærsinteressenter administrerede, mod et dagligt gebyr på 250 kroner, til dækning af mad, husleje og de biler, der skulle bruges til at samle bærrene op. Beløbet skulle självklart betales uanset om thaierne blev syge.

Efter at have arbejdet mellem 12 og 14 timer dagligt for et udbytte på gennemsnitligt 30-40 kg pr dag blev det for meget for en del af thaierne – og ca 400 rejste hjem inden kontraktens udløb.

Og så kom frosten.

Typisk thailandsk fodtøj – til arbejde i rismarken – er tynde gummistøvler. De er ikke velegnede i en nordsvensk skov, så de fleste af thaierne vendte hjem med frostskader i fødderne (flere tabte tåneglene). Og de af plukkerne, der valgte at sove på jorden i skoven for at undgå transporten fra lejren til plukningsstedet var selvfølgelig ekstra hårdt ramt.

Og indtjeningen? Fuhgeddaboutit. Eller, som det siger i Sverige, strunta i den. På to måneder lykkedes det 5.911 thaier at få en samlet gæld på mere end 140 millioner svenske kroner. Og omkring 20.000 thaier lider nu under sociale og psykologiske problemer – bl.a. fordi lokalsamfundene har mistet tilliden til dem, de har ikke råd til at beholde deres landbrug i Thailand, konen vil skilles etc. …

III. Oh God, not another fucking elf!
Lene Kaaberbøl er fantasy-forfatter, og hendes historier er på en eller anden måde sært forknippede med en serie reklamer fra Den Gamle Fabrik. Mere hyggeligt og dansk kan det vel ikke blive? Bortset fra altså, at Den Gamle Fabrik er ejet af svenske Procordia, som igen er ejet af norske Orkla.

Har du tænkt over hvem der plukker dine bær? Det er ikke nisserne og alferne eller et mystisk bærfolk.

Det kan derimod sagtens være levende mennesker. Som bare er underbetalte.

Prisen er som regel en god indikator på hvor mange reelle udgifter ved bærdyrkning og bærplukning, der i realiteten betales af andre mennesker, muligvis på den anden side af jordkloden.

Note til kapiteloverskrifterne:
»What is witnit?« – den spanske tjener, Manuel, fra Fawlty Towers siger dette i afsnittet Communications Problems, da Basil Fawlty efter at have forsøgt at få ham til at tie stille med at hesten Dragonfly har vundet (fordi Sybil Fawlty overhovedet ikke må vide at han spiller på heste), kalder ham »a nitwit«.

»Me so berry. Me jam you long time« – replikken kendes bedst fra Kubrick’s vietnam-film, Full Metal Jacket. Ordene »bær« og »syltetøj« indgår bare ikke i den oprindelige replik.

»Oh God, not another fucking elf!« – efter sigende mumlet af den engelske forfatter Charles Williams, da J.R.R. Tolkien læste uddrag af Lord of the Rings i deres fælles litterære Oxford-klub, Inklings.