I denne uge er det Kvickly, der ligger i bunden. Et halvt kilo svinekam for femten kroner. I det næste uge er det Føtex. Og om fjorten dage SuperBest. Det handler om at få folk ind i butikken – for et halvt kilo gris til 15 kroner er jo billigt. Ja, det er billigt – faktisk billigere end det kan lade sig gøre. Svinet er – i øvrigt sammen med visse forenede bryggeriers øl – blevet reduceret til det, der i supermarkedssprog kaldes loss leader: Et produkt, der bliver solgt billigere end realistisk. Men et produkt, der med garanti kan lokke husarerne til – og på vejen vil de så sikkert købe andre af de herlige ting fra hylderne. Til priser, der vel at mærke ikke er holdt kunstigt nede.
Men hvad får man så for pengene? Groft sagt: Man får kød fra en gris, der gennem sin levetid er blevet mishandlet på flere måder end man bryder sig om at tænke på. En gris, der er taget fra soen for tidligt, fået fravænningsdiarre og har derfor med stor sandsynlighed fået antibiotika i sit drikkevand (lad os sammen klappe ordet an-ti-bi-o-ti-ka-re-si-stens). En gris, der har fået hjørnetændene filet ned. En gris, der er blevet kastreret uden bedøvelse. En gris, der har fået fjernet det meste af halen. En gris, der har oplevet store dele af Europa fra indersiden af en lastbil i jagten på at finde lige præcis det sted, hvor det er billigst at opdrætte, billigst at slagte og billigst at skære ud.
Og som added bonuses: Når man køber den billige gris holder man liv i mediemaskinen. Den mediemaskine, der så sikkert som amen i kirken med jævne mellemrum kan præstere en skandalehistorie om hvor elendige forholdene i landbruget er. Og man holder liv i et falleret fødevaresystem, der baserer sig på industriel overproduktion og som med nød og næppe tillader landmanden at eksistere på randen af sociokulturel stigmatisering og økonomisk fallit.
Det er ikke nemt at vælge det rigtige kød. Og det er det faktisk heller ikke hvis man slipper tvangstanken om at billigt kød er en livsnødvendighed og i stedet køber det økologiske, frigtående velfærdsdyr.
Eksempel på kompleksitet: Forleden så jeg at nogle økologiske svineavlere er begyndt at give svinene quinoa. Frøene fra en sydamerikansk plante, som enhver grænseortorektiker vil fortælle dig er så fantastisk sund. Og man bliver jo hvad man spiser – så vi kan vel antage, at de økologiske grise, der har fået quinoa også er sunde, ikke sandt?
Jo, til en vis grad.
Men systemet er ikke sundt.
For i forvejen er den quinoa, der bliver sat til livs af os mennesker ved at bringe bjergbønderne i Bolivia og Peru i uføre. Traditionelt har de nemlig dyrket quinoa på en måde, der bestemt ikke kan forsyne hverken os eller vores grise med foder. Man graver et lille hul i jorden, smider nogen frø og lidt gødning ned, og så venter man til planten har sat frø, høster dem og spiser dem. Metoden sætter stort set ingen spor i landskabet – man kan vel sagtens forestille sig, at den har været praktiseret siden de første mennesker bosatte sig på skråningerne . Og frøene er nærmest basismad – billig og nærende.
Anderledes hvis man skal fodre svin med frøene. Så er man nødt til at intensivere dyrkningen (hvilket formentlig også påfører bonden udgifter til kunstgødning). Det vil sige, at man skal så planterne tæt, så de er til at høste – man skal måske bruge maskiner – men det afgørende er, at jorden skal ryddes og behandles. Det er et meget tyndt jordlag, der på bjergskråningerne i Bolivia og Peru. Så når behandler den og fjerner »ukrudtet« bliver den udsat for vejr og vind – og bjergfolkene har fået et nyt problem på halsen: Erosion – jorden blæser med tiden simpelthen væk mellem fingrene på dem og efterlader bjergsiden som en ørken.
Og efterspørgslen på quinoa har en anden ubehagelig bivirkning: Prisen på quinoa stiger. Oversat til bondesprog betyder det, at bonden hellere vil sælge sin quinoa end sætte den på middagsbordet. På middagsbordet finder man så i stedet den klassiske western diet: Hvide ris og kød.
Gæt selv hvad det betyder for bjergbondens generelle ernæringstilstand.
Eksempel på kompleksitet (II): Det svenskejede Danpo har fornylig lanceret en kylling, der er proppet med sundhed. Den har nemlig spist hørfrø. Og derfor påstår Danpo i sin reklame, at den »kan tage kampen op mod fiskene«. En reklame, der efter min mening blotlægger Danpos ukulinariske tilgang til mad – det er da helt håbløst at ville sammenligne kylling med fisk! Begge dele kan være lækkert, men den der komponent-tankegang holder altså ikke i længden.
Men reklamen kan også få ubefæstede sjæle til at tro, at kyllingerne har haft et sjovere, mere muntert, virksomt liv på jord end deres almindelige kraftfoder-opfedede fætre – men nej. Alle fætrene lever samme usle liv. Fætre er måske så meget sagt, men de er i hvert fald slægtninge, også i mere end biologisk forstand: Alle kyllinger i et »hus« nedstammer fra samme tip-oldeforældre.
Og det er en ren fætter-fest uden skræppende kusiner: Hønekyllingerne bliver gasset lige efter fødslen – de er overflødige som spisedyr. Men bare rolig, der er heldigvis retfærdighed til: Samme skæbne overgår hanekyllingerne i produktionen af æglæggende høner (Hvad siger du? Bæredygtighed – nej, må vi så være fri). Og fætrene kommer fra racer, der er specielt udviklede til at vokse hurtigt – og især er fremavlet på grund af deres gode brystparti – som fx Ross 308.
Det tager tre uger fra kyllingen klækkes til den er grydeklar. Køreplanen skal holdes – for kommer kyllingen til at gå en dag for meget på sine ætsede trædepuder, risikerer man at benene knækker sammen under den eller den får et hjerteanfald på grund af stress. Det er sikkert ikke et kønt syn, når benene knækker sammen under 40.000 kyllinger. Men dyrt. For Danpo betragter det som et kontraktbrud – i Danmark er kyllingeavlen ikke en del af andelsbevægelsen, kyllingeproducenterne er aktieselskaber, der producerer på kontrakt med slagteriet.
Hurtig opvækst har sine smagsmæssige konsekvenser. Lur mig, om ikke hørfrøkyllingen har stort set samme smag som sine mere traditionelt fodrede fætre. Smagen af ingenting, nødtørftigt hæftet til et bruskskelet (og nej, jeg gider ikke prøvesmage).
Og så er der lige det med fedtet. Okay, hørfrøene i foderet giver kyllingen en »bedre« fedtsyreprofil. Det er nok især værd at bemærke forholdet mellem omega 6 og omega 3-fedtsyrer. I en »perfekt« sammensat kost (ikke sådan en man fejer med, sådan en, man slår hinanden i hovedet med) er forholdet 2:1. I vores moderne tider nærmer det sig 15:1 eller 20:1 i grelle tilfælde. Deraf, mener i hvert fald nogle forskere, alle vores livsstilssygdomme.
Men fedt er nu engang fedt, hvad enten det hedder omega 3 eller omega 6. Og man skal ikke have for meget af det. Så man skal nok holde sig fra kyllinger i stor stil. Også hørfrøkyllinger.
For dem, der går rundt og tror, kyllingekød er magert, kan tro om igen. Kyllingekød er fedt – også selv om man tager skindet af brystet eller nøjes med »inderfileten« (en pervers udskæring). Michael Crawford, som før er blevet citeret her på bloggen, har undersøgt kyllinger og fundet ud af at der er mere energi fra fedt end fra protein i kyllingekød. Han har atter bevist sin påstand om at moderne kylling i virkeligheden er a heart attack waiting to happen.
Og tro nu ikke at den hellige gral er velforvaret, bare I køber økologiske kyllinger.
Michael Crawfords undersøgelse gælder også for økologiske kyllinger.
Det er nu, vi skal gå i panik.
Eller fatte os, og tage skeen i den anden hånd. Vi skal spise flere grøntsager. Men vi skal selvfølgelig stadig spise kød. Vi er nødt til at spise kød. For der skal gødning på markerne, så vi kan få gode grøntsager. Kunstgødningen er nemlig på vej til at blive helt ufatteligt dyr – det kræver energi at binde atmosfærisk kvælstof, og energien bliver ikke billigere i fremtiden. Og i ethvert system med planter og dyr er der et overskud af (især han)dyr. Som vi jo ligeså godt kan spise.
Men vi skal spise dyr, der er i balance og opdrættet på en biologisk forsvarlig måde. Grise og kyllinger er fx omnivore. Ligesom os. De skal spise lidt af hvert og lidt af alting men ikke for meget af en enkelt ting, for ellers bliver de syge. Ligesom os. Og så skal de selvfølgelig behandles ordentligt, indtil vi slagter dem og putter dem i munden.
Med andre ord: Mindre kød, men af en langt bedre kvalitet.
Jeg er godt klar over at for de forbrugere, der stormer i Kvickly, Føtex eller SuperBest i jagten på den billigste svinekam, og for de supermarkedskæder og reklamefolk, der lever af at genne dem rundt i manegen, vil det føles som at komme gennem tyrens røv.
Deraf faktisk titlen på indlægget.
Skriv et svar