Klon! Klon! Klon! Klon! Klon! Klon! Klon?

Både FDA (Food and Drug Administration) i USA og EFSA (European Food Safety Agency) i EU har fundet frem til at kød og mælk fra klonede dyr er sikkert at spise. Og ja, hvorfor skulle det ikke være det? Der er jo – i sagens natur – ikke nogen forskel mellem originaldyr og kopidyr.

Det er nu ikke noget, vi kommer til at se med det vuns: Kopidyr har, så vidt jeg er orienteret, stadig en større risiko for at blive syge og dø tidligere end originaldyrene. 

Begrebet large offspring syndrome dækker fx over at fostrene bliver større i dyr, hvis de til at begynde med er blevet dyrket på kunstige medier.

Men det har ingen betydning for kødet eller mælken – ud over selvfølgelig at dyret som regel dør før det begynder at producere mælk endsige kan spises.

Alligevel er der god grund til at holde øje med teknologien og have en god portion skepsis med sig: Sådan er det med al ny teknologi.

Og nej, det er ikke fordi jeg er specielt bange for ny teknologi, jeg stoler bare ikke på dem, der håndterer den. Her er mine grunde til at være skeptisk:

• De dyr, der bliver klonet, er selvfølgelig de højest ydende malkekøer og det højest ydende kødkvæg. Dvs. dyr, hvis livskvalitet i forvejen er ringe (og som måske ikke kan føde normalt, som vi har set hos kvæg af racen Belgisk Blå), muligvis endda dyr, der er genmodificerede, så de fx naturligt danner høje doser af hormonet BGH, der giver større ydelse. Her er der tale om en rent etisk overvejelse – vil vi være det bekendt?
• Klonede dyr er en monokultur i alleryderste konsekvens. Dyrene vil derfor have alle monokulturens skavanker i form af større modtagelighed for infektionssygdomme (hvilket så igen kan føre til at vi bruger flere antibiotika og dermed at risikoen for at der udvikles resistente bakterier bliver større – der er allerede eksempler på resistente stafylokokker fra svinefarme og ditto colibakterier fra kyllingefarme). Denne overvejelse er biologisk: Biodiversitet er så at sige arternes indbyrdes livsforsikring. Og jeg tør ikke engang tænke på hvad der sker, hvis blot en enkelt prion (de protein-stumper, der forårsager kogalskab) bliver klonet. Der er ingen forskel på originaldyr og kopidyr – heller ikke når det gælder dyrenes »dårligdomme«.
• Og endelig det altafgørende spørgsmål: Hvem får den økonomiske gevinst? Vil kloning af dyr være et led i retning mod en demokratisk madforsyning – eller vil den, som GMO har været det (og GMO er som sådan heller ikke en dårlig teknologi) blot betyde at de store firmaer (Monsanto, Cargill) får mere kontrol over madforsyningen end de har i forvejen? Allerede i 1992 skrev New Scientist om problematikken i forbindelse med tyren Herman, der var modificeret til at overføre modstandskraft mod yverbetændelse. Hvad sker der,  hvis patenter på klonerne tilhører multinationale firmaer – vil det presse små landbrugere på samme måde, som genteknologien har presset landbruget i Argentina? Vil kloning med andre ord føre til at vi bevæger os endnu længere fra artikel 25 i FNs udvidede menneskerettigheder?

Alt i alt er der ikke noget galt med kloning som sådan. Selve førstegenerationsklonen vil godt nok have de skavanker, jeg har nævnt ovenfor. Men de klonede dyr vil slet ikke ende på vores middagsborde eller i vores køleskabe – dertil er kloningsprocessen alt for dyr og krævende: Det er de klonede dyrs afkom, der gør det.

Men spørgsmålet, vi skal stille til os selv er om vi vil have mere monokultur og mere monopoliseret madproduktion – og spørgsmålet vi skal stille til klonings-forkæmperne, er i hvis interesse, de taler. Cherchez largent, som (vistnok) Philip Marlowe siger …