Nytårsforsætter

Nytårsforsætter er som regel umulige at holde. I hvert fald hvis de bliver fremsat efter cocktails, nytårstale, treretters med vine, kaffe og avec, champagne og øl / drinks. Men hvis man venter til en dag eller to inde i det nye år har de måske en chance.

Hvis man som jeg er forkæmper for mad, der er bæredygtig, økologisk og produceret lokalt efter etiske principper kan man selvfølgelig kun have et eneste nytårsforsæt. At frigøre sig endnu mere fra supermarkederne. Kun at handle i butikker, man stoler på, på farmers markets osv.

Men der ligger også en udfordring i at følge med i hvad supermarkederne nu finder på. Selv om det oftest er mere af det samme.

Og i virkeligheden er det måske det, der er den allerstørste udfordring – at holde en fakkel op, der kan kaste lidt lys over de varer, de fleste mennesker møder på deres daglige (eller ugentlige eller månedlige) indkøbstur. At råbe op om de ting, man finder underlødige og rose de ting, man finder lødige.

Mit nytårsforsæt må derfor være det enkle: At forsøge at finde balancen mellem at leve på den måde min samvittighed byder mig og så den måde, det er praktisk muligt at leve. Og at beskrive mine eksperimenter.

Jeg ville fx gerne gerne købe en hel gris eller et helt lam ad gangen – men jeg har ikke frysekapaciteten. Så hvor finder jeg det bedste alternativ. Og ikke mindst: Hvordan kan jeg vide, det er et godt alternativ og at jeg ikke køber katten i sækken?

Man kan ikke fremsætte nytårsforsætter på andres vegne. Men jeg ville ønske nogen i landbrugsorganisationerne ville sætte sig for at forbedre økonomien for de danske bønder. For eksempel ved at undsige landbrugsstøtten totalt, så bønderne kan producere det, de er gode til, i stedet for det, de får støtte til. Det kan måske komme til at betyde:

• at 25 milloner svin slipper for smertefuld tarmslyng om året
• at vi slipper for at se resistente stafylokokker i svinebesætningerne (og dem, der arbejder der)
• at vi slipper for at se på tudefjæs fra Axelborg i forbindelse med transportskandaler
• at vi får større variation i kølediskene – måske endda lettere ved at undgå kølediskene jf ovenfor
• at vil får produkter af høj kvalitet på hjemmemarkedet
• at vi får et realistisk forhold mellem madpriser og kvalitet

Og jeg ville måske ønske, at nogen i industri og forskning ville tage sig sammen og indrømme, at mad er bedst, når der er fiflet så lidt som muligt med den.

Den skal ikke beriges eller forarmes – den skal frem til os i køkkenerne, med så mange af de oprindelige egenskaber bevaret som overhovedet muligt. Hvis man nu endelig skal tale om funktionel mad er det nemlig bedst, at funktionen følger råvaren.

Og jeg ville selvfølgelig ønske, at der var flere penge til at lære de kommende generationer at kende forskel på skidt og kanel – og mere mod til at diskutere kvalitet hos de folkevalgte.