Det designorienterede websted The Coolhunter har en sektion om mad og drikke. Forleden skrev de om to nye McDonalds-ideer: Menuer, inspirereret af det land, butikken ligger i, og smart indretning.
Måske er det bare mig, men lever vi i en tid, hvor udtrykket er væsentligere end indholdet? Selv om mickeydee sælger en enkelt McLax i Norge, McShawarma i Israel og milkshakes med grøn te i Japan er det kun gimmicks.
Hovedforretningen for butikkerne – som jeg vægrer mig ved at kalde restauranter – er at lange fedt og sukker over disken. Forklædt som varer, der med små variationer smager ens over hele verden.
På The Coolhunter er de selvfølgelig mest interesseret i designet og viser et par lækre billeder – man kan ikke se varerne i butikken, kun møblerne. De skriver:
»So now it’s your turn. Have you come across a cool, fresh recreated McDonald’s out there in the world? If so, let us know – send us your images to tips@thecoolhunter.net«
OK, jeg bor godt nok i chausséstenkaste-afstand fra McDonalds på Nørrebros runddel, som er blevet opskaleret med danske designklassikere. Men der alligevel et par ting eller tre, jeg føler trang til at fremhæve:
- Hvis jeg skal bevæge mig ind på snasken skal møblerne kunne mere end en syver (som alligevel laver røvkondens, hvis man sidder i den for længe). Der skal mindst være tale om møbler, jeg kan spændes fast i.
- Hvis jeg skal sende billeder af den lokale McDonalds til The Coolhunter, skal jeg have mindst 950 kroner stykket (jf journalistforbundets takster). Plus ulempetillæg: Hvis jeg fotograferer snasken går det ud over min troværdighed.
… Og så forresten: I England har man af en eller anden grund også valgt danske designklassikere i butikkerne. Her er det bare ikke sikkert det er den ægte vare. Noget, der har hidset de danske klassiker-snedkerier op.
Jeg græder tørre tårer og siger med Politikens skribent: So what? Der er kun en ting, der tæller for McD: Fortjenesten. Hvis man vælger at lege med de beskidte drenge, risikerer man at blive beskidt.
Skriv et svar