Vi har her på bloggen tidligere undret os over, at det er nødvendigt at spise fisk fra Afrika og Asien. Det er i hvert fald underligt, at det kan betale sig, når vi nu lever i et land med en så ufatteligt lang kyststrækning, som tilfældet er. New York Times havde sidste uge et par artikler om det europæiske fiskeforbrug.
Den ene, Europe takes Africas fish and boatloads of migrants follow, handler om hvordan vi har tømt havet omkring Afrika for fisk, og dermed tvinger afrikanere til at opgive fiskeriet – og fx flygte til det Fort Europa, der importerer deres fisk, men af al magt forsøger at holde dem ude:
»Ale Nodye, the son and grandson of fishermen in this northern Senegalese village, said that for the past six years he netted barely enough fish to buy fuel for his boat. So he jumped at the chance for a new beginning. He volunteered to captain a wooden canoe full of 87 Africans to the Canary Islands in the hopes of making their way illegally to Europe«
Altså: Den mad, vi spiser i Fort Europa er dybest set årsagen til at folk må gå fra brødet i Afrika. Og forsøger at komme hertil (hvor vi med al magt forsøger at holde dem ude).
Det minder jo nærmest om situationen, der blev beskrevet i en tv-udsendelse for et par år siden – europæiske kyllinger bliver dumpet på det afrikanske marked, til gengæld kan afrikanerne ikke selv holde en kyllingeproduktion gående.
Den anden, Europes appetite for seafood propels illegal trade, handler om en anden side af det samme, nemlig at vi ikke kan få de fisk, der er mest prestige i at spise fra vores egne farvande, men må få det fra fx fjernøsten, og i mange tilfælde importere ulovligt fangede fisk:
»Europe’s dinner tables are increasingly supplied by global fishing fleets, which are depleting the world’s oceans to feed the ravenous consumers who have become the most effective predators of fish«
Begge artikler kan selvfølgelig affejes som typisk eurofjendtlige, men der er noget om snakken. I hvert fald er det sjældent, at den fisk, der ligger på de hjemlige tallerkene i de billigere restauranter eller i den offentlige bespisning kommer fra danske farvande.
Spørgsmålet er i hvor høj grad vores fiskeforsyning er baseret på roving bandits, som Fikret Berkes og andre kalder det i en artikel fra Science:
»The effect of roving bandits can be explained by “tragedy of the commons,” whereby a freely accessible (or open-access) resource is competitively depleted. Harvesters have no incentive to conserve; whatever they do not take will be harvested by others. Developing the institutions to deal with commons issues is problematic and slow. Roving banditry is different from most commons dilemmas in that a new dynamic has arisen in the globalized world: New markets can develop so rapidly that the speed of resource exploitation often overwhelms the ability of local institutions to respond«
Det er nok næppe fisk fra roving bandits, der den kommunale madudbringning kører rundt med. Men måske kunne man i offentlig servering også rejse et spørgsmål om udbytning (fx jf nilaborren / victoriabarsen).
De helt groteske eksempler skal man til de dyre restauranter i fx Hong Kong for at finde. Her kan man få serveret fisk fra koralrevene – et klart no-go skulle man tro – men fangstområderne udvikler sig støt år for år.
Og nu er der så altså kun 40 år til verdenshavene er endegyldigt tømt for fisk.
Fredag burde være fiskedag …
Skriv et svar