Ifølge forskningsdirektør Peter Olesen fra Chr. Hansen A/S er det den stramme lovgivning, der er bremseklodsen for det, han kalder en fødevarerevolution. Nemlig mad med tilsætning af probiotika, bakteriekulturer, der gavner tarmfloran, og prebiotika, de kostfibre, bakterierne skal leve af. Hvis der ikke var krav om klinisk dokumentation kunne forskere og industri straks »komme i gang med at løse befolkningens livsstilsproblemer«, sagde han til Børsen i torsdags.
Tarmfloraen – de cirka to kilo bakterier vi render rundt med i fordøjelsessystemet – er ekstremt vigtige for vores overlevelse. Immunforsvar, energibalance, udvikling af livsstilssygdomme og formentlig meget andet afhænger af at bakterierne er der i den rigtige mængde, at de, groft sagt, får det rigtige foder – og især af at der er den rigtige sammensætning.
Vores tarmflora er blevet fattigere, for nu at bruge en forslidt frase. Der er færre arter, og de arter, der er, er ikke altid nødvendigvis dem, vi arbejder bedst sammen med, Det sjove er, at den fødevareindustri, der nu står parat med patentløsningerne faktisk er den samme, der bevisligt har været med til at gøre tarmfloraen fattigere.
Det bedste og mest levende og veldokumenterede eksempel har man fundet i det tidligere Østeuropa. Det har været et af de sidste steder, hvor den traditionelle bondekost, bestående af kål, grøntsager (såvel frisk som mælkesyregæret, som fx i surkål), groft brød og måske vigtigst af alt meget lidt kød har overlevet.
Efter 1989 blev den traditionelle bondekost erstattet af den vestlige diæt, med masser af kød, meget få grove grøntsager – og mælkesyregæring? Det er da vist en by i Rusland. Både fibre og bakterier forsvandt fra maden. Og resultatet er ikke til at tage fejl af: Antallet af allergier, astma-allergi osv. er steget eksplosivt (herhjemme er det sket mere gradvist).
Göran Molin fra Lunds Tekniska Högskola gav i sin tid et eksempel på en – tror jeg godt man kan sige – meget uhensigtsmæssig tarmflora: Et spædbarn, hvis tarmflora bestod udelukkende af E. coli (E. coli skal være der – men der skal helst ikke være alene). Han har også givet den korteste forklaring, jeg nogensinde har hørt på bakteriekulturernes forfald:
»Al den mad, vi får i dag er kogt til den er død – selv hvis man køber surkål er den pasteuriseret«
Charlie Bravo beskyldte mig i går for at spille på en implicit forestilling om »naturlig« og »kulturlig« mad – og med fare for at bevæge mig herud igen, vil jeg sige, at den industrielle løsning på den dårlige tarmflora tiltaler mig i virkeligheden meget lidt.
Mens jeg godt kan erklære mig enig med Peter Olesen i at en database eller videncenter om bakteriernes og fibrenes gavnlige virkning vil være til nytte (viden er godt), mener jeg ikke, det nytter stort at vi kan købe functional foods med de rigtige pre– og probiotika, hvis grundstammen i vores kost er en ensidig – jeg fristes til at sige abiotisk – fiberfattig, industriel grutning.
Og – med al respekt Peter – hvis du virkelig mener, at sådanne produkter vil gøre, at:
»især unge – som generelt ikke har fokus på, om deres livsstil senere vil skade deres sundhed – på en nem og naturlig måde får adgang til sundhedsoptimerende fødevarer«
minder det efter min mening lidt om Lars Kolinds forslag om fyrre procent flad skat på Fyn. Det vil i hvert fald tiltrække en masse fabrikanter af diverse sukkerdrikke og andet snask, med tilsatte bakteriekulturer, fibre og – vigtigst af alt – farvestrålende emballager, larmende sundhedsanprisninger og alt for høj prissætning. Lokket til af løftet om hurtig profit.
Der er nemlig i forvejen fri adgang til sundhedsoptimerende fødevarer i form af kål, selleri, kålrabi, gulerødder, rødbeder – og man kan endda relativt nemt og for en hundrededel af prisen for et lille glas novel foods lave sin egen surkål.
Det hedder madkultur. Men det er måske for kedeligt?
Skriv et svar