Den stille tsunami

Chefen for FNs World Food Programme kalder de kraftigt stigende madpriser en stille tsunami, ifølge Politiken. Millioner mennesker, som ikke var kategoriseret som i akut hungersnød for seks måneder siden er det nu. Og for de rige bønder i vesten er det (også) et argument for mere GMO og mere kunstgødning.

»Hvis vi måtte, kunne vi gøde meget mere. Det er miljømæssigt forsvarligt, når det gøres på den robuste del af landbrugsjorden, og nu gøder vi 15 procent under, hvad der er det optimale. Samtidig bør vi sikre, at Danmark er med på vognen når det gælder genteknologi. Udviklingen kører stærkere i USA og en række andre lande i verden, og det er ærgerligt, at vi ikke er med på denne vogn i Danmark og i Europa«

Ordene er Peter Gæmelkes og stammer fra Børsen den 16. april. Den alt for tydelige henvisning til egen konkurrenceevne og indtjening får min bullshitdetektor til at svinge sig op i det røde felt. Især fordi Gæmelke argumenterer med præmissen dansk landbrug skal kaste sig ind i fødevarekrisen. Det havde været mere sandt, om Gæmelke havde sagt dansk landbrug skal profitere af fødevarekrisen.

Når de fattigste i verden ikke er i stand til at betale for de mest elementære fødevarer, er det ikke fordi der bliver produceret for lidt korn i vesten. Det er fordi de:

1. Ikke får en reel pris for deres afgrøder (og i mange tilfælde er udelukket fra markederne)
2. Ikke er i stand til at dyrke tilstrækkeligt med afgrøder selv

Raj Patel fra University of California, Berkeley, siger til , at man skal skelne mellem to historier om de stigende fødevarepriser – en økonomisk og en politisk – og at vi er tilbøjelige til at overse den politiske:

»One is an economic story, and thats a story about a perfect storm of poor harvests and a demand for meat in developing countries, which is diverting grain, and the high price of oil, which is driving up food — farm inputs, and at the same time, the biofuels boom, the process of growing fuels in order — sorry, growing food in order to burn it rather than eat it. All of these are economic factors that are driving up the price of food. But at the same time, theres a political story here, and its a longer-term political story about how countries have been forced to abandon their support for farmers and to abandon things like grain supplies and grain stores. And this is a longer-term story, and it involves organizations like the World Bank and the World Trade Organization that have a fairly iron control over the economies of most of the poorest countries in the world. And what the World Bank and what the WTO and, to some extent, the International Monetary Fund have done is force these countries to tie their hands behind their back, effectively, and to bind them very firmly to an international economy in food. And the consequence of that is that when the price of food goes up, these economies have very little recourse and very little possibility of defending themselves economically«

Konsolideringen på det globaliserede fødevaremarked har betydet, at det i dag er relativt få firmaer, der sidder på den globale handel med basale varer. Patel nævner at det som regel er fire firmaer, der kontrollerer den globale handel – Unilever sidder fx på 90 % af te-markedet – og som tjener mest.

Dem, der tjener mindst er bønderne – og dem, der tjener allermindst er de fattigste bønder i den tredje verden. I vores del af verden ser det ikke så galt ud. Vi tjener faktisk godt på støtteordningerne. Så godt, at Politikens leder i onsdags kunne harcelere:

»Den danske EU-kommisær for landbrug, Mariann Fischer Boel, står efterhånden som et symbol på den europæiske passivitet. Hun repræsenterer et kynisk hykleri. Ganske vidst taler hun ved festlige lejligheder om behovet for landbrugsreformer. men forleden nøjedes hun med at glæde sig over, at de stigende fødevarepriser er blevet en guldgrube for EU-landmændene«

Fischer Boel synger samme sang som Gæmelke – og andre bønder i USA og Europa. Produktionen skal op – udadtil fordi det kan afhjælpe fødevarekrisen, men man skal vist være en slem idiot hvis ikke man kan gennemskue de selvisk-økonomiske motiver.

Hvilket så bringer os tilbage til GMO. For GMO er måske løsningen på problemet. Det er bare ikke den GMO dansk landbrug gerne ser indført: Danske og europæiske bønder vil typisk have lov til at dyrke glyposatresistente afgrøder (som kan tåle round-up) og lov til at importere billig soja fra Brasilien.

Argumentet for at tillade glyphosat-resistente afgrøder er at man så skal sprøjte mindre. I realiteten bliver der sprøjtet mere – og de seneste nyheder er at man har set glyphosat-resistent amaranth i amerikanske majsmarker.

Næh, løsningen er en mere demokratisk version af GMO. Man kunne næsten kalde det Open Source-GMO, for præcis som det er tilfældet med open source software, er der tale om fuldt konkurrencedygtige, kommercielle produkter, der stilles gratis til rådighed. Og firmaerne bag leverer know-how og konsulentbistand for penge, selvfølgelig, leve skal vi alle.

Tag nu fx et firma som Arcadia Biosciences. De arbejder med GMO-afgrøder, der virkelig vil kunne være med til at afhjælpe fødevarekrisen og måske endda hungersnøden i den tredje verden.

Ud fra en Third world commitment, der forpligter firmaet til at dele teknologier med bønder i den tredje verden, arbejder Arcadia bl.a. med at udvikle afgrøder, der er mere effektive til at optage nitrogen, afgrøder, der tåler salt og afgrøder, der tåler tørke. Og bagefter stiller firmaet licenserne til rådighed for den tredje verden.

GMO er – som jeg før har skrevet muligvis ikke farlig. Men det er idiotiske måder at bruge en teknologi og der er kloge måder at bruge en teknologi. Det er således i mine øjne idiotisk frivilligt at give de største biotek-firmaer i verden mere magt over landbruget. Og det er hyklerisk når man påstår det sker i solidaritet med verdens fattigste.