Gensyn med Gensyn med Fagre Nye Verden

Nej, jeg stammer ikke! Gensyn med Fagre Nye Verden er titlen på en essaysamling, Aldous Huxley udgav i 1958, femogtyve år efter Fagre nye Verden. Og i går fik jeg så et gensyn med gensynet – og det slog mig, at nogle af Huxleys observationer i høj grad kan overføres til mad og madkultur og især til vore dages fedme- og sundhedsdebat.

Det er en af Huxleys pointer, at vi, når vi gør noget, der tilsyneladende er rigtigt, risikerer at skabe grundlaget for en helt ny katastrofe. Selv om Huxley skrev sit »gensyn« fire år før Rachel Carson udgav Silent Spring, der satte spørgsmålstegn ved brugen af DDT og var startskuddet til miljødebatten, skriver han (ganske Malthusiansk, og her oversat af Mogens Boisen):

»Vi går f.eks. til en tropeø og udrydder malariaen ved hjælp af DDT og redder derved på to-tre år hundredtusinder af liv. Dette er jo ganske indlysende et gode. Med de hundredtusinder af mennesker, der reddes på denne måde, og de millioner, som de avler og føder, kan ikke blive klædt, huset eller blot bespist ved hjælp af øens naturlige ressourcer. Den tidligere malariadød er blevet elimineret, men et liv, der er blevet gjort elendigt af underernæring og for stor befolkningstæthed er nu blevet reglen, og den langsomme sultedød truer endnu større antal«

Det paradoksale er at Huxley udgav sit »gensyn« samme år som underskriverne af Rom-traktaten vedtog det, der i dag er EUs landbrugsstøtteordninger. Noget, der netop blev til for at undgå hungersnød i Europa – det skete i skyggen af anden verdenskrig og rationeringerne i årene derefter.

Hungersnøden i Europa blev ganske rigtigt afværget – til gengæld står vi i dag med et helt andet problem. The International Obesity Task Force satte for små to år siden fokus på det, og skrev i rapporten Global Strategies to prevent childhood obesity at:

»The relative price of different foods was the target of all major government policies after the Second World War, when meat, milk, butter and sugar were shown to benefit the growth in height and weight of children, and also to maintain the working capacity of adults. This cheap food policy, focused on these commodities, became the priority so that even the poor could purchase these "essential" foods. For decades there has been a sustained subsidy of agriculture production amounting to hundreds of billions of dollars, with a remarkable fall in the relative prices of the prioritised foods. After 50 years the result is that the food chain is now dominated by fats, sugars and meat with huge industrial groups now fighting to maintain their market share in a food supply chain, which has become distorted and dominated by cheaper oils, starches and sugars. FAO projections show that food insufficiency is largely no longer the principal issue with marked increases in the availability of oils, of other fats and sugars, as well as meat; these are now projected to become even more abundant in the next 30 years«

Støtte til bestemte afgrøder og støtte til eksport, hvad enten det sker direkte eller indirekte har været med til at udbrede denne, såkaldte vestlige diæt til hele verden.

Med den vestlige diæt følger de vestlige sygdomme, som den engelske læge Dennis Burkitt oprindeligt kaldte livsstilssygdommene: Fedme, hjerte-karsygdomme, sukkersyge, allergier, kræft, og (viser det sig nu), nervenedbrydende sygdomme som Alzheimers og Parkinsonisme. Hvad værre er, de vestlige sygdomme er særlig udbredt blandt økonomisk udsatte grupper. Med IOTFs ord:

»The more vulnerable the parents in socio‐economic terms, the more they depend on the relative pricing and ready availability of foods, which account for a substantial part of their expenditure. Thus the price
determinant is a crucial factor for most populations in the world«

Vi ser det i det sydlige USA, den fedeste del af hele verden, hvis man altså lige undtager visse dele af den tredje verden, som fx Kosrae, hvor den traditionelle diæt, bestående af fisk, frugt og grønt er blevet erstattet af spam, hvide ris og kalkunrøv. Her er det ikke fordi den traditionelle mad er dyr og besværlig – men fordi den vestlige mad er et statussymbol.

Snedig markedsføring er med til at gøre den industrialiserede, vestlige mad-»kultur« populær (både her og i udviklingslandene), så man vel i virkeligheden kan tale om at det er det frie marked og dets mekanismer, der har skabt den globale fedmeepidemi.

Der er ikke tvivl om at der på globalt plan er sket en svækkelse af madkulturerne – andre har kaldt det burgerization eller wal-martization. Og med udgangspunkt i gårsdagens indlæg skal vi altså til at tænke os godt om:

• Har frit marked, globalisering og masseproduktion skabt grundlag for fedmeepidemi (dødkogt mad, ingen fibre, masser af sukker og fedt) og svigtende fødevaresikkerhed (storproduktion med overforbrug af antibiotika og miljøforurening til følge)?
• Og vil vi ud af misèren ad en teknokratisk vej (fokus på genteknologi, sundhedsscreeninger, og diætisme i yderste konsekvens: Dekonstruktion af mad til enkeltkomponenter, og syntese af madkonstruktioner, der matcher hver enkelts ernæringsmæssige profil) eller ad demokratisk vej: Afkortning af forsyningskæderne, begrænset udbytning af jordens ressourcer, bæredygtig produktion)

Og Huxley får det sidste ord:

»Vi befinder os midt i et etisk dilemma, og al vor intelligens og gode vilje vil kræves for, at vi kan finde mellemvejen«

Note 1: Det var Dennis Burkitt der i sin tid forargede familien Danmark, skabte seerstorm og vist nok forårsagede en officiel undskyldning fra monopolradioen ved at bruge ordet »dung«, kongenialt oversat med »lort«, på prime time-tv.

Han forklarede om kostfibrene – og om forskellen på »floaters« og »sinkers«. Dengang lo man ad ham – hvis man da ikke hørte til dem, der styrtede ud for at købe klid til at (*host*) spise som kosttilskud – men fibre kommer for alvor til at trække overskrifter i sundhedsdebatten de næste år, erfarer jeg.

Note 2: Huxley skrev i virkeligheden om dysgenik, den massive, kollektive forringelse af den nedarvede intelligenskvotiont (den individuelle IQ stiger tilsvarende). Dysgenik-begrebet lugter fælt af racehygiejne (og eugenik), så begreberne har jeg undladt.

Jeg mener derimod godt man kan tale om en variationsforringelse i vores madkultur, og dermed om at vi rent biologisk mister evnen til at kunne træffe de valg, der skal til for at ernære sig fornuftigt. En af årsagerne til dysgenikken er nemlig, at vi ikke udsættes for evolutionært pres. Vi lever i et jæger-samler-samfund, blot med den ene forskel, at der ikke er nogen sabeltigre og at vi ikke skal jage og ikke behøver gå ret langt for bogstaveligt talt at samle sukker op fra gaden.

En af de film, der tager emnet op, er Mike Judges Idiocracy. Hovedpersonen opdager, at vand i 2506 er erstattet af Brawndo, en energidrik. Køer drikker Brawndo, marker vandet med Brawndo – og vand betegnes hånligt som toilet water.

I en kort sekvens forklares hvorfor: Der er penge og arbejdspladser i Brawndo, og firmaet har så stor indflydelse, at de er i stand til at møve sig ind på FDAs officielle kostpyramide (som minder om vores). Til sidst dækker de hele madpyramiden – og køber FDAs hovedkvarter. Introduktionen til Idiocracy viser dysgenikkens potentiale: