Forleden var jeg til en konference om fedstoffer på DTU. En af hovedtalerne var den engelske professor Michael Crawford fra London Metropolitan University. Han kom med et ganske provokerende statement: Vores kostsammensætning er den direkte vej til social uro og psykopatisk adfærd.
Jeg har før nævnt Crawford på bloggen: Det er ham, der mener at vores spisedyr er den direkte vej til en infarkt. Både fordi dyrene er for fede i sig selv – og fordi balancen mellem de forskellige typer af fedt er forkert.
I The Guardian har han bl.a. langet ud efter fjerkræproduktionen: En kylling indeholdt i 1980 hele 170 mg af en af de essentielle omega 3-fedtsyrer, mens indholdet i 2004 var faldet til 25 mg.
Og han fortsatte i samme tråd: De langkædede omega 3-fedtsyrer er altafgørende for udviklingen af vores hjerne, sagde han forleden. Faktisk er fedtsyrerne forudsætningen for udviklingen af højerestående liv.
Uden fedtstoffernes regulering af de proteiner, der fungerer som pumper i cellemembranerne, ingen interne strukturer i cellerne. Uden cellestrukturer intet aerobt (iltkrævende) liv og ingen kambrisk eksplosion. Uden den ingen artsdiversitet osv osv …
Crawford fandt argumenter for hjernens afhængighed af omega 3-fedtsyrer i kostforsøg med børn med sjældne stofskiftesygdomme:
Der er set tilfælde, hvor Zellwegers syndrom og Schilders sygdom er kureret, fordi de ramte børn får 300 mg omega 3-fedtsyre pr. dag – svarende til næringsanbefalingerne. Normalt medfører sygdommene (som er meget sjældne og genetisk betingede) alvorlige hjerneskader og børnene dør før de er et år gamle.
Crawford fremførte et par gode argumenter for at mennesket er udviklet i nærheden af vand:
- Babyer kan svømme og dykke helt naturligt, men lærer først at gå i etårsalderen – det ekstreme eksempel er Moken-folket i Burma og Thailand, hvor børnene finder føde i havet og først lærer at gå ved 3-4-årsalderen
- Til gengæld kan vi ikke klatre i træer – og der er i og for sig ingen grund til at gå oprejst på savannen, fordi det ville være alt for åbenlyst for eventuelle byttedyr
- De fleste landlevende pattedyr har overordentligt små hjerner (et næsehorn vokser til 1000 kg i sine første fire leveår, men hjernen bliver aldrig større end et kg), mens vores hjerner fra fødslen er næsten fuldt udvoksede
Og hvad er det så for fedtstoffer, vi finder i hjernen? Jo, det er såmænd overvejende de umættede fedtstoffer –mens man i andre organer, som fx leveren, finder en langt større variation.
Det tyder på at vi er afhængige af de essentielle fedtsyrer fra skaldyr og fisk – og at vi som art har spredt os over hele kloden ved at vandre langs vandkanten.
Det madkulturelle og madpolitiske kom til allersidst: Crawford kritiserer først og fremmest forbruget af kød, subsidier til produktion og eksport – og de massive investeringer, der foretages i kødproduktion og intensiveringen af den.
Til gengæld mener Crawford stadig vi befinder os på jæger samler-stadiet når det gælder udnyttelsen af havets ressourcer. Vi æder rub og stub – og desværre har vi fået mere effektive fangstmekanismer, så vi er i stand til at tømme havene fuldkomment.
Set herfra er der et par væsentlige pointe: Kødforbruget er alt for højt. Ikke alene er det en sundhedsmæssig katastrofe, det er også en miljømæssig katastrofe (global opvarmning og gyllepøle er to sider af samme sag).
Intensiv kødproduktion giver syge dyr. Spiser man syge dyr, bliver man selv syg. Så simpelt er det. Derfor skal vi producere færre dyr så vi godt nok får kød i mindre mængder, men så kødet til gengæld bliver af bedre kvalitet (jeg ved ikke hvem der vil overbevise kineserne om det).
Og så skal vi være mere fornuftsbetonede i vores tilgang til havets ressourcer. Spise fisk, der kan produceres bæredygtigt (så vi fx ikke tager maden ud af munden på de vilde fisk for at fodre opdrætslaks), men satser på skaldyr og fisk, der er lavt i fødekæden.
Hvis vi ikke følger disse – også ernæringsmæssigt – ganske fornuftige råd, risikerer vi, som Crawford kalder det, at komme ud for en baglæns evolution.
Skriv et svar