Kan man lave mad med halvfabrikata når man er mesterkok? Jeg kom til at tænke på det ved at læse om Ferran Adrias og Heston Blumenthals seneste eskapader. Blumenthal samarbejder med engelske Walkers om at udvikle en ny chips-serie, og Ferran Adria serverer uden blusel Pepsi-ejede Frito-Lays 3Ds majschips med ras-el-hanout i den seneste udgave af A day at El Bulli.
Det at bruge halvfabrikata i køkkenet kan være mange ting (jeg har som regel ikke noget mod tomater på dåse). Men ligefrem majschips? Er vi så ikke ude i noget, der minder om Rachael Ray omgang med maden (som har skaffet hende prædikatet vomit inducing bobble-head fra Anthony Bourdain).
Det minder mig om dengang Lego-koncernen fik kunstnere til at lave en hel udstilling af værker, bygget af Lego-klodser. Jeg kom ud i en lidt ophedet diskussion med en ven, og jeg vil påstå at princippet her er det samme.
Man kan ikke lave kunst med legoklodser. Man kan kun lave legofigurer, og dermed sælge sin sjæl til reklamen (og dog). På samme måde kan man ikke lave en ny gourmet-serie for Walkers eller lave gourmetmad med Frito Lays. Man kan sælge sin sjæl til chipsreklamen.
Her bliver jeg nødt til at finde opmuntring (eller i det mindste forklaring) i Theodor W. Adornos Minima Moralia. I refleksion #8, Hvis de slemme drenge lokker dig skriver han, at fristelsen ved at deltage i det herskende kulturelle uvæsen tit kan blive for stor hos de intellektuelle.
Det sker, når kravet om at yde bliver for stort og den egen evne til at opretholde forestilingen om det ideelle samfund og dets borgere brister. Og så:
»… mister den intellektuelle drift mod det lave sin hæmning, og alt det bundfald som den barbariske kultur har efterladt i individet, halvdannelse, slaphed, plump fortrolighed, uslebenhed kommer til syne. For det meste rationaliseres det som humanitet, som vilje til at gøre sig forståelig for andre mennesker, som verdenserfaren ansvarlighed«
… Humaniteten og den verdenserfarne ansvarlighed er selvfølgelig de »sunde chips« fra Walkers. Adorno slutter med at forudse hvordan det går til allersidst – og man kan sagtens forestille sig visionen overført til Adria og Blumenthal, som hånd i hånd vandrer mod det forjættende skær fra daytime teevee:
» Fuldstændig ligesom emigranterne, der engang var rige, ofte i det fremmede bliver lige så inderligt gerrige, som de altid gerne ville have været det derhjemme, sådan marcherer de forarmede i ånden begejstrede ind i det helvede, som er deres himmerige«
PS: Her er et klip med Rachael Rays søster, Rena Ray, der måske kan få dommedagsvisionen lidt på afstand …
Skriv et svar