Sidste mandag godkendte EFSA, det europæiske fødevaresikkerhedsagentur, brugen af den genmodificerede soyabønne med den absolut ikke mundrette betegnelse A25704-12 til brug i foder i Europa. Det er altså tilladt at importere bønnen, men ikke at dyrke den. Bønnen, der er udviklet af Bayer Cropscience, bliver fortrinsvis dyrket i USA.
A25704-12 er modstandsdygtig over for glyphosat – den aktive komponent i RoundUp. RoundUp bliver som måske bekendt fremstillet af Monsanto, et andet plantebeskyttelsesfirma. Plantebeskyttelsesfirmaerne er nemme at overskue, der er nemlig kun seks. Ud over Monsanto og Bayer findes der BASF, Syngenta, Dow og DuPont.
Kampen er hård firmaerne imellem. Hvert har sin killer app – Monsantos er RoundUp – og de vogter som en høg over patentet. Når Bayer laver en RoundUp-resistent bønne krænker de faktisk Monsantos patentrettigheder. For selv om der ikke længere er patentrettigheder på RoundUp, har Monsanto stadig retten til genteknologien, der gør planterne resistente.
Monsanto-folkene har i forvejen ry for at være skrappe håndhævere af patentrettigheder – fx ved at kræve af amerikanske bønder at de fraskriver sig retten til at bruge frøene og ved at kræve et »teknologitiende« på cirka en halvtredser pr. hektar af bønder, der har Monsanto-frø på marken, også selv om det skulle vise sig at frøene er føget over hegnet.
Så bag A25704-12 ligger et kompromis: Bayer, de varylere, har nemlig før forsøgt at få en bid af Monsantos fede kage ved at lancere en RoundUp-resistent bønne under betegnelsen LibertyLink (Monsantos hedder RoundupReady). For cirka et år siden indgik Monsanto og Bayer forlig: Bayer må gerne producere glyfosat-resistente bønner med Monsantos teknologi og vice versa.
Og indrømmet: RoundUp er da på mange måder genialt. Brugt i små doser og præcist er det formentlig den bedste måde at få bugt med ukrudt på. Og princippet bag de glyfosat-resistente planter, nemlig at landbrugerne hypotetisk vil mindske brugen af stoffet er også udmærket.
Problemet er måske ikke så meget de uafklarede (siger jeg med fare for at få revet legemsdele af) risici ved genmodificerede organisme og brugen af pesticiderr:
De økonomiske og sociale katastrofer, der er forbundet med »stavnsbinding« af bønder, RoundUp-resistent ukrudt, utilsigtede virkninger af GMO-planter generelt og det faktum, at RoundUp finder vej til drikkevandet og ifølge visse kilder gør visse sygdomsvoldende svampe resistente, så brugen af svampemidler skal sættes i vejret. Problemet er nok snarere det velkendte:
Hvis man har en hammer, ligner alting søm
Problemet ligger mere i at RoundUp-fixeringen (pun intended) ifølge nogle kritikere bremser for udviklingen af nyere og mere skånsomme ukrudtsdræbende eller ukrudtshæmmende midler (den fandt jeg lige på). Ifølge Stephen Byrne blev ni ud af ti »populære« plantebeskyttelsesmidler sendt på markedet før 1986 – og siden da er der kun kommet et nyt produkt på markedet.
Man kan spørge sig om tiden ikke er ved at være løbet fra de gamle metoder til ukrudtsbekæmpelse, og det ikke var på tide at interessere sig for mere nye teknologier – svaret er jo nok at her gælder samme princip som i andre brancher: Et produkt skal være overalt på markedet før man lancerer en ny teknologi.
I hvert fald kan man spørge sig om det er en fordel for Europa at lukke døren op for de store firmaer – reelt er der jo tale om et monopol. Som et lille apropos til denne (ikke-eksisterende) debat viste NRK2 fredag aften den Canadiske dokumentar »The World According to Monsanto«. Se den her (for den når nok næppe til dansk tv).
Skriv et svar